Automatonofobi: Angst for menneskelignende figurer, og dalen imellem
Angst for menneskelignende figurer følger en kurve, der er velbeskrevet: jo mere noget ligner et menneske, jo mere sympatisk virker det – indtil et punkt, hvor det vender.
Hvad er automatonofobi?
Automatonofobi er uro ved figurer, der ligner mennesker uden at være det: voksfigurer, mannequiner, bugtalerdukker, animatroniske figurer i forlystelser og menneskelignende robotter.
Den er beslægtet med angst for dukker, men bredere. Hvor dukkefobi går på legetøjet, dækker den her alt, hvad der er lavet i menneskestørrelse og med menneskeform.
Og den har en forklaring, der er usædvanlig velbeskrevet – også uden for psykologien.
Hvad hedder automatonofobi også?
Ordet kommer af græsk autómatos, “selvbevægende” eller “som handler af sig selv” – det samme ord, der ligger bag automat – sammen med phóbos, “frygt”.
På dansk er der ikke ét fast udtryk. Folk siger angst for voksfigurer, for mannequiner eller for robotter, alt efter hvad de møder.
Automatonofobi symptomer: Sådan ser angst for menneskelignende figurer ud
Symptomer på automatonofobi begynder som en kropslig alarm i synsfeltets udkant, længe før du har set figuren tydeligt. Straks efter kommer tolkningen: har den flyttet sig, ser den anderledes ud end sidst. Og så følger undgåelsen – blikket vendt væk, butikken forladt, halvmørket fravalgt, fordi det gør tolkningen sværere at afvise.
Butiksvinduer er svære. Mannequiner i udkanten af synsfeltet.
Du tjekker, om den har flyttet sig. Selv om du ved, den ikke har.
Halvmørke gør det værre. Lukkede butikker, museer om aftenen.
Ansigtet er det, der gør det. En figur uden hoved er væsentligt lettere.
Hvorfor opstår automatonofobi?
Der findes en velbeskrevet kurve for, hvordan mennesker reagerer på ting, der ligner mennesker. Jo mere lighed, jo mere sympatisk virker det – lige op til et punkt tæt på det ægte, hvor reaktionen brat vender og bliver til ubehag. Først når ligheden bliver næsten fuldkommen, vender den tilbage.
Dalen i den kurve er, hvor voksfigurer, mannequiner og de fleste menneskelignende robotter befinder sig. Det er ikke en tilfældighed, og det er ikke en personlig særhed – virkningen findes hos næsten alle, bare i forskellig styrke.
Hjernen begynder at aflæse figuren som et menneske og får så ingen af de svar, den venter på. Det er tomrummet, der giver ubehaget.
Mekanikken er den samme som ved dukker: ansigtsaflæsningen starter automatisk, og så udebliver blikretning, mikrobevægelser og vejrtrækning. Forskellen er størrelsen. En figur i menneskestørrelse aktiverer også vurderingen af, om nogen står i rummet.
Bevægelsen gør det skarpere. En animatronisk figur, der bevæger sig næsten menneskeligt, giver mere ubehag end en, der står stille – fordi bevægelsen bringer den tættere på uden at komme helt derhen.
Dukker, klovne og figurer i menneskehøjde
Er det dukker og mindre figurer, se angst for dukker. Er det klovne og malede ansigter, se angst for klovne.
Er det spejlbilleder og ansigter, der ikke føles rigtige, se angst for spejle. Og er det mennesker, ikke figurer, se angst for mennesker.
Automatonofobi behandling: Sådan bliver den mindre
Berøring kommer sidst i behandling af automatonofobi, ikke først – rækkefølgen er selve pointen, mere end noget enkelt trin er. Der er intet fast forløb udover den. Går et møde med en figur skævt, selv efter flere gode, betyder det ikke, at de tidligere forsøg er glemt – kroppen har allerede lært noget af dem.
I selve øjeblikket
Følg rytmen
4 ind · 4 hold · 4 ud · 4 hold
- Se på materialet – plast, voks, stof – frem for på ansigtet.
- Rør ved den, hvis du kan. Berøring giver den oplysning, øjnene ikke leverer.
- Bliv i rummet uden at tjekke, om den har flyttet sig. Tjekket holder spørgsmålet åbent.
- Tænd mere lys, hvis det er muligt. Halvmørke er den enkeltfaktor, der betyder mest.
Det, der flytter noget over tid
Doseringen ligger i, hvor tæt figuren er på et menneske, og i hvor godt du kan se den. En tegnet figur før en realistisk. En uden hoved før en med. Fuldt lys før halvmørke. Stillestående før bevægelig.
Berøring er det trin, der flytter mest, og det springes over af næsten alle. At mærke, at noget er koldt og hårdt, gør kort proces med en aflæsning, øjnene ikke kunne afslutte.
Og som ved dukker gælder det om at holde op med at tjekke. Så længe du ser efter bevægelse, bliver spørgsmålet holdt åbent – og et åbent spørgsmål holder beredskabet i gang.
- En figur, der bevæger sig næsten menneskeligt, giver mere ubehag end en, der står stille.
- Derfor kommer bevægelige figurer sidst i øvelsen – ikke først, som du ellers kunne tro.
Butiksvinduer og gader, der vælges fra
Butikker med mannequiner i vinduet vælges fra. Museer og forlystelsesparker likeså. Et gågadestrøg om aftenen bliver noget, du går udenom. Frygten for menneskelignende figurer spærrer for, hvor du overhovedet færdes.
Øjnene er det, der rammer nogle; størrelsen alene er nok for andre – at der overhovedet står noget i menneskehøjde, der ikke er et menneske. For en del er det til gengæld tanken om, at figuren kunne finde på at bevæge sig, der gør udslaget.
Det bliver mere udbredt, ikke mindre, i takt med at menneskelignende figurer bliver mere almindelige. Og det er værd at vide, at reaktionen findes hos næsten alle – de fleste møder den bare ikke tit nok til at kalde det noget.
Ofte stillede spørgsmål om automatonofobi
Ordet kommer af græsk autómatos (selvbevægende) og phóbos (frygt). Det dækker voksfigurer, mannequiner, bugtalerdukker og menneskelignende robotter.
Fordi lighed gør noget sympatisk lige op til et punkt tæt på det ægte, hvor reaktionen brat vender. Voksfigurer og robotter ligger netop i den dal.
Beslægtet, men bredere. Dukkefobi går på legetøjet; automatonofobi dækker alt i menneskestørrelse og menneskeform.
Fordi bevægelsen bringer figuren tættere på det menneskelige uden at komme helt derhen. Derfor kommer de sidst i øvelsen, ikke først.
Berøring. At mærke, at noget er koldt og hårdt, afslutter den aflæsning, øjnene ikke kunne gøre færdig.
Hvad er angst?
Noget, der næsten ligner et menneske, sætter den hurtige vurdering ud af spil.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
- Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.
- The effects of safety behaviors during exposure therapy for anxiety: Critical analysis from an inhibitory learning perspective.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.