Hvad er pedofobi?

Pedofobi er uro eller frygt ved børn – ved at være alene med dem, ved at holde et spædbarn, eller ved at skulle omgås dem overhovedet.

Lad os rydde det oplagte af vejen først, for det står i vejen for alt andet. Pedofobi og pædofili er to helt forskellige ord med to helt forskellige betydninger. Det ene er en frygt for børn. Det andet er noget ganske andet, og de har intet med hinanden at gøre ud over en fælles græsk rod.

Den lighed er en stor del af belastningen ved netop denne fobi. Den gør den næsten umulig at nævne uden at skulle forklare sig først.

Hvad hedder angst for børn også?

Ordet kommer af græsk paîs, i bøjet form paidós, “barn” – samme rod som i pædagogik og i pædiatri – sammen med phóbos, “frygt”.

Bemærk desuden forvekslingen med pediofobi, som er angst for dukker. De to ord adskiller sig med ét bogstav og betyder to forskellige ting.

På dansk er der ikke noget fast udtryk. Folk siger angst for børn eller bange for at være alene med børn.

Pedofobi symptomer: Hvad du kan lægge mærke til

Symptomer på pedofobi begynder med, at kroppen reagerer på uforudsigeligheden, allerede før et barn er kommet tæt på. Bagefter kommer tanken om ansvaret eller frygten for selv at gøre skade – og som regel et nej, pakket ind i en undskyldning.

Spædbørn er sværest. Jo mindre og jo mere skrøbeligt, jo kraftigere reaktion.

Man vil ikke holde dem. Og siger nej med en undskyldning i stedet for en grund.

Uforudsigeligheden fylder. Et barn følger ingen af de sociale regler, voksne bruger.

Familiesammenkomster bliver svære. Fordi de netop er stedet, hvor det ikke kan undgås.

Hvorfor opstår pedofobi?

Tre ting går igen, og de er værd at skille ad, fordi de kræver hver sit.

Skrøbeligheden. Et spædbarn kan ikke støtte sit eget hoved. For nogle er hele frygten samlet dér: at komme til at gøre skade ved et uheld. Det er ikke en frygt for barnet, men for sig selv.

Uforudsigeligheden. Børn følger ingen af de aflæsningsregler, voksne bruger. De skifter tilstand uden optakt, de siger hvad som helst, og de reagerer ikke på det, der ellers virker. For et nervesystem, der bruger sociale regler til at afgøre om noget er trygt, er der ingenting at gå efter.

Voksne følger et sæt regler, du kan aflæse. Et barn gør ikke – og så er der ingenting at forudsige efter.

Ansvaret. At være alene med et barn betyder, at du er den, der skal håndtere det, hvis noget sker. Det er en anden situation end alle andre former for socialt samvær.

For nogle er der en oplevelse bagved: et barn der kom til skade, en situation du ikke kunne håndtere, eller en opvækst med meget ansvar for mindre søskende.

Dukker, ansvar eller tvangstanker

Handler det om dukker og ikke om børn, se angst for dukker – ordene forveksles konstant.

Er det ansvaret, der bærer det, se angst for ansvar. Er det tanken om selv at få børn, se fødselsangst. Og er det tvangstanker om at komme til at gøre skade, er det noget andet – se tvangstanker om at skade nogen.

Pedofobi behandling: Sådan arbejder du med den

Hvilken behandling af pedofobi der hjælper mest, afhænger af, om det er skrøbeligheden, uforudsigeligheden eller ansvaret, der fylder mest. Konkret viden om håndgreb kombineret med korte, doserede stunder gør som regel mere end noget andet. En svær familiesammenkomst betyder ikke, at det, der er opnået derhjemme, forsvinder.

I selve øjeblikket

Følg rytmen

Klar

4 sekunder ind. 6 sekunder ud.

Når nogen rækker dig et barn
  • Sæt dig ned først. Siddende fjerner det meste af frygten for at tabe noget.
  • Sig, hvad du har brug for, frem for at finde en undskyldning: 'jeg vil gerne, men vis mig lige hvordan'.
  • Hold i korte perioder med en tydelig slutning. Et minut tæller.
  • Træk vejret ud og slip skuldrene – et barn mærker spænding og bliver uroligt af den.

Det, der flytter noget over tid

Doseringen ligger i alder og ansvar. Større børn før mindre. I selskab med andre før alene. Kort før længe. Og siddende før stående, hvis skrøbeligheden er kernen.

Det, der virker bedst, er at få vist, hvordan du gør. Meget af frygten er praktisk uvidenhed – hvordan du støtter et hoved, hvordan du holder, hvad der faktisk skal til for at et barn kommer til skade. Konkret viden fjerner en stor del af den, fordi den erstatter forestillinger med håndgreb.

Og så gælder det om at sige det højt til nogen, du stoler på. Netop denne fobi lever af tavshed, fordi ordet er svært at nævne.

Ordet ligner et andet ord
  • Pedofobi og pædofili deler en græsk rod og intet andet. Det ene er frygt for børn; det andet er noget ganske andet.
  • Den lighed er grunden til, at de færreste tør nævne det – og dermed en stor del af, hvorfor det bliver stående.

At kunne aflæse et barn

Familiesammenkomster, der bliver færre. Venner med små børn, du langsomt mister kontakten til. Et ønske om selv at få børn, der skubbes længere og længere ud. Sådan ser det ud, når frygten begynder at koste rigtige relationer, ikke kun ubehag i øjeblikket.

Nogle er bange for at gøre skade. Andre for slet ikke at kunne aflæse et barn – hvad det vil, hvad det føler. Hos andre igen handler det mest om ansvaret, hvis noget skulle ske.

Det siger intet om, hvor godt et menneske du er, og intet om, hvorvidt du ville være en god forælder. Tværtimod er det ofte dem, der tager ansvar mest alvorligt, uroen rammer hårdest.

Ofte stillede spørgsmål om pedofobi

Ordet kommer af græsk paîs, bøjet paidós (barn), og phóbos (frygt). Det betyder angst for børn.

Nej. De deler en græsk rod og intet andet. Det ene er en frygt for børn, det andet er noget ganske andet.

Ét bogstav og to helt forskellige betydninger. Pediofobi er angst for dukker; pedofobi er angst for børn.

Fordi skrøbeligheden er kernen for mange. Frygten går ikke på barnet, men på selv at komme til at gøre skade ved et uheld.

At få vist, hvordan du gør. Meget af frygten er praktisk uvidenhed, og konkret viden erstatter forestillinger med håndgreb.

Kilder

Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:

  1. Patienthåndbogen:sundhed.dk
    Angst og nervøsitet.
  2. LeDoux, J. E., Moscarello, J., Sears, R. & Campese, V.:Molecular Psychiatry, 22, 24–36, 2016
    The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
  3. Craske, M. G., Treanor, M., Conway, C. C., Zbozinek, T. & Vervliet, B.:Behaviour Research and Therapy, 58, 10–23, 2014
    Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.
Flemming Bust
Skrevet af

Flemming Bust

Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.

Certificeret coachPsykoterapeut MPFSupervisor
Læs mere om Flemming