Demofobi: Angst for folkemængder, og tempoet du ikke selv sætter
Angst for folkemængder handler sjældent om antallet af mennesker. Den handler om det øjeblik, hvor du ikke længere selv bestemmer, hvor hurtigt du bevæger dig.
Hvad er demofobi?
Demofobi er angst for folkemængder: koncerter, festivaler, perroner i myldretid, gågader en lørdag i december.
Det afgørende er ikke, hvor mange mennesker der er. Det er, hvor tæt de står, og om du stadig kan bestemme dit eget tempo. Et fyldt mødelokale kan være helt uproblematisk, mens fyrre mennesker på en smal perron ikke er.
Hvad hedder angst for folkemængder også?
Det kliniske navn er demofobi, af græsk dêmos, “folk”, og phóbos, “frygt”.
Oklofobi bruges om det samme og bygger på óchlos, som snarere betyder menneskemasse eller pøbel. Nogle bruger de to om hver sin nuance: mennesker som mængde over for mennesker som masse.
På dansk siger de fleste angst for menneskemængder eller bare bange for folkemængder.
Demofobi symptomer: De tegn, der går igen
Symptomer på demofobi sætter ind, når tætheden – ikke antallet – overskrider en grænse, kroppen selv sætter. Straks kommer tolkningen: hvor er udgangene, og hvor mange står imellem. Tolkningen fører videre til, at koncerter, byfester og myldretidstog fravælges, længe før mængden bliver et problem.
Tætheden mærkes før antallet. Det er afstanden til den nærmeste, der tæller.
Udgangene tælles. Hvor er dørene, og hvor mange står imellem.
Kroppen bliver skubbet. Man bevæger sig, uden at have valgt at gøre det.
Lyden lægger sig ovenpå. Mange stemmer på én gang giver ingen enkeltdele at fokusere på.
Hvorfor opstår demofobi?
En folkemængde tager to ting fra dig samtidig: din personlige afstand og din kontrol over dit eget tempo. Begge dele er noget, nervesystemet bruger til at afgøre, om en situation er til at håndtere.
Uden dem er der ikke meget tilbage at regne på. Man kan ikke gå hurtigere, ikke stoppe, ikke træde til siden – og beredskabet reagerer på præcis den slags fravær af muligheder.
Det er ikke antallet af mennesker. Det er det øjeblik, hvor mængden begynder at bestemme, hvor du går hen.
Lyden gør sit. Mange stemmer på én gang bliver til støj uden retning, og en hjerne, der forsøger at holde øje med omgivelserne, får intet brugbart at arbejde med. Det er trættende længe før, det er skræmmende.
Undgåelsen former resten. Koncerter der ikke bliver til noget, indkøb der lægges på skæve tidspunkter, en by der langsomt bliver mindre brugbar.
At blive set eller at blive trængt?
Er det udvejen og ikke mængden, se angst for åbne pladser – de to overlapper og forveksles ofte.
Er det andres blikke og vurdering, ligger social angst tættere på. Det er en vigtig skelnen: Her er problemet, at du bliver set, ikke at du bliver trængt.
Er det følelsen af at være lukket inde, se angst for lukkede rum. Og er det mennesker som sådan, ikke mængden, se angst for mennesker.
Demofobi behandling: Det, der plejer at flytte noget
Det er tætheden, ikke antallet, der skal doseres i behandling af demofobi – en kant med én fri side, som du rykker fra, når den er blevet kedelig, uden noget bestemt antal gange der gør det “færdigt”. Går et besøg i en menneskemængde dårligere end sidst, er det en enkelt gang, der krævede en kant nærmere udgangen.
I selve øjeblikket
Følg rytmen
4 sekunder ind. 8 sekunder ud.
- Stil dig ved en kant – en væg, et rækværk, en søjle. Én side, der er fri, ændrer hele situationen.
- Se på noget fast og højt: et skilt, en lampe, en bygning over hovederne.
- Træk vejret langsomt ud, og lad være med at gå hurtigere end dem omkring dig.
- Bliv, hvor du er, i to minutter, før du beslutter dig for at gå. Toppen kommer tidligt.
Det, der flytter noget over tid
Doseringen er tætheden, ikke antallet. En butik uden for myldretid før en lørdag, en perron i ydertimerne før klokken otte, en koncert bagest ved udgangen før midt i salen.
Placeringen er værktøjet her. At stå bagerst, ved siden eller tæt på en udgang gør situationen mulig – og de pladser kan du rykke fra, når de er blevet kedelige.
Det, der ikke virker, er at springe til den fulde situation og satse på at holde ud. Går du derfra, mens uroen topper, bekræfter turen frygten.
- At vælge en plads med én fri side er ikke undgåelse. Det er dosering, og det er sådan, du kommer ind i rummet overhovedet.
- Det bliver undgåelse, hvis du aldrig rykker dig fra kanten igen – og det er det trin, mange springer over.
Fra koncerter til myldretidstog
Koncerter forsvinder først fra kalenderen. Så byfester. Så tog i myldretid og indkøb i december.
Hvad folk frygter, er sjældent det samme: ikke at kunne komme ud igen, berøringen fra fremmede kroppe tæt på, eller lyden, der bliver ved med at stige og aldrig kan skrues ned.
Det er lige så udbredt blandt voksne som blandt unge, uden at det fortæller noget om, hvor godt du ellers har det med mennesker. Mange med demofobi har et stort socialt liv – bare ikke i den slags rum.
Frygten kan sætte sig på næsten hvad som helst. Se de andre fobier – fra de almindelige til de sjældne.
Ofte stillede spørgsmål om demofobi
Ordet kommer af græsk dêmos (folk) og phóbos (frygt). Oklofobi bruges om det samme og bygger på óchlos, menneskemasse.
Nej. Ved social angst er problemet at blive set og vurderet. Her er problemet at blive trængt og miste kontrollen over sit eget tempo.
Fordi det er tætheden og ikke antallet, der afgør det. Et fyldt mødelokale, hvor du selv kan bevæge dig, er en anden situation end en tæt perron.
Find en kant med én fri side, se på noget fast over hovederne, og bliv to minutter, før du beslutter dig. Uroen topper tidligt og aftager.
Ved at dosere tætheden: bagest ved udgangen først, og først længere ind, når den plads er blevet kedelig. At springe direkte til midten og holde ud virker sjældent.
Hvad er angst?
I en menneskemængde er der ingen tydelig udvej, og udveje er noget af det, alarmen holder øje med.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- Angst og nervøsitet.
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
- Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.