Autodysomofobi: Angst for at lugte, og den sans du ikke kan bruge på dig selv
Angst for at lugte har et problem, ingen anden fobi har: du kan ikke tjekke det selv. Næsen holder op med at registrere en lugt, den har været udsat for hele tiden.
Hvad er autodysomofobi?
Autodysomofobi er frygten for, at du selv lugter – af sved, af krop, af ånde – og for at andre lægger mærke til det uden at sige noget.
Den hører til den lille gruppe af tilstande, hvor frygten retter sig mod noget, du ikke kan undersøge. Man kan se i et spejl, om håret sidder skævt. Man kan ikke lugte sig selv.
Og det er ikke en teknikalitet. Det er hele grunden til, at tilstanden bliver hængende.
Hvad hedder angst for at lugte også?
Ordet er sat sammen af tre græske dele: autós, “selv”, dys-, “dårlig”, og osmḗ, “lugt”, plus phóbos, “frygt”. Bogstaveligt: frygt for sin egen dårlige lugt.
Bromidrosifobi bruges om det samme og går specifikt på svedlugt, af brômos, “stank”, og hidrṓs, “sved”. Halitofobi dækker frygten for dårlig ånde, af det latinske halitus, “ånde”.
På dansk er der ikke et fast udtryk. Folk siger angst for at lugte eller bange for at lugte af sved.
Autodysomofobi symptomer: Det, kroppen gør først
Symptomer på autodysomofobi starter i hånden, før de når tanken: ærmet føres op mod næsen, næsten af sig selv. Bagefter kommer tolkningen – en der flytter sig, bliver til et bevis – og til sidst afstanden, hvor du selv holder dig væk fra andre. Rækkefølgen gentager sig, fordi ingen af leddene giver et svar, der holder.
Man tjekker konstant. Ærmer, skuldre, håndflader – hele dagen.
Andres bevægelser tolkes. En der flytter sig, en der åbner et vindue, en der rører ved næsen.
Ritualerne vokser. Flere bade, mere deodorant, skiftetøj med på arbejde.
Man holder afstand. Og undgår at komme tæt på nogen.
Hvorfor opstår autodysomofobi?
Lugtesansen har en egenskab, der er central her: Den holder op med at registrere en lugt, den er udsat for vedvarende. Det kaldes tilvænning, og det gælder alle. Derfor kan du lugte andres hjem, men ikke dit eget – og derfor kan du ikke lugte dig selv.
Det betyder, at der ikke findes nogen måde at afgøre spørgsmålet på ved egen kraft. Man kan ikke se efter og konstatere, at der ikke er noget.
Næsen holder op med at melde en lugt, den har været i hele dagen. Derfor er der ingen selvkontrol, der kan lukke spørgsmålet.
Så bliver andres adfærd til bevismateriale. En der flytter sig, en der åbner et vindue, en der ser væk – alt sammen almindelige ting, som pludselig får en betydning, de ikke har.
Og tjekket gør det værre. At lugte til sit ærme giver et svar i ti sekunder, hvorefter usikkerheden er tilbage, fordi svaret aldrig kunne være pålideligt. Hver kontrol gør spørgsmålet mere presserende.
For nogle er der en enkelt kommentar bagved, ofte fra skoletiden. Én bemærkning er nok, netop fordi den ikke kan modbevises bagefter.
Når frygten for at lugte hører til et andet sted
Går uroen på at blive vurderet bredt, se social angst – det er dér, denne frygt hører hjemme fagligt.
Er det svedeturene i sig selv, se svedeture. Er det renlighed og bakterier, se angst for bakterier. Og er det vaskeritualer, der er blevet faste, se tvangshandlinger.
Autodysomofobi behandling: Hvor arbejdet begynder
Ét spørgsmål til én person, stillet én gang, gør mere for behandling af autodysomofobi end nogen mængde egentjek – ikke fordi det er en metode, men fordi det er den eneste pålidelige oplysning, der findes. Der er ikke ét fast forløb udover det: færre bade, mindre tjek, gentaget over tid. Vender trangen til at tjekke tilbage bagefter, er det en enkelt tilbagevenden til en vane, der ellers er ved at fortynde sig.
I selve øjeblikket
Følg rytmen
4 sekunder ind. 8 sekunder ud.
- Lad være. Svaret holder i ti sekunder og gør spørgsmålet større bagefter.
- Læg mærke til, at du er ved at tolke andres bevægelser. De flytter sig af mange grunde.
- Bliv i samtalen frem for at gå. At trække sig bekræfter mistanken.
- Træk vejret ud og lad hænderne blive nede – også væk fra ærmet.
Det, der flytter noget over tid
Der er ét greb, der virker bedre end alle andre, og det er ubehageligt: at spørge én person, du stoler på. Én gang, direkte, og så aldrig igen.
Det virker, fordi det er den eneste pålidelige oplysning, der findes – og fordi det afslutter et spørgsmål, ingen mængde selvtjek kan afslutte. Men det skal være én gang. Bliver det til gentagne spørgsmål, er det blevet beroligelse, og så starter mønstret forfra.
Resten er at skære ritualerne ned. Ét bad om dagen og almindelig deodorant er nok for de fleste. De ekstra ting – de tre bade, skiftetøjet, den konstante kontrol – er dem, der holder uroen i live.
- Din egen næse er det ene redskab, der garanteret ikke virker på netop dette spørgsmål.
- Derfor er hvert tjek ikke en kontrol, men en gentagelse af spørgsmålet – og gentagelser gør det større.
Afstanden, der bliver sat uden ord
Man sætter sig yderst til bordet ved møder. Kram undgås, uden en forklaring, der siger sig selv. Arbejdsdagen planlægges om skiftetøj. Det er sådan, frygten for at lugte sætter afstanden til andre mennesker.
Det, der nager, er ofte tavsheden – ingen siger noget, hverken det ene eller det andet – eller en enkelt kommentar for mange år siden, der aldrig helt slap taget. Begge dele bunder i det samme: at du ikke selv kan kontrollere noget, andre måske kan mærke.
Det er langt mere udbredt end antallet, der nævner det, og det rammer særligt unge voksne. At det ikke kan afgøres ved egen kraft, er dét, der gør det svært at slippe – og derfor er det ene spørgsmål til én person så virkningsfuldt.
Ofte stillede spørgsmål om autodysomofobi
Ordet er sat sammen af græsk autós (selv), dys- (dårlig), osmḗ (lugt) og phóbos (frygt) – frygt for sin egen dårlige lugt.
Fordi lugtesansen holder op med at registrere en lugt, den er udsat for vedvarende. Det gælder alle – derfor kan du lugte andres hjem, men ikke dit eget.
Nej. Din egen næse er det ene redskab, der garanteret ikke virker på spørgsmålet. Hvert tjek er derfor en gentagelse af spørgsmålet frem for et svar.
Spørge én person, du stoler på – én gang, direkte, og så aldrig igen. Bliver det til gentagne spørgsmål, er det blevet beroligelse.
Fordi der ikke findes nogen anden information. Når spørgsmålet ikke kan afgøres, bliver almindelige bevægelser til bevismateriale.
Hvad er angst?
Bekymringen retter sig mod, hvad andre opfatter, og den slags er lige så aktiverende som en reel trussel.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
- Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.
- The effects of safety behaviors during exposure therapy for anxiety: Critical analysis from an inhibitory learning perspective.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.