Til jobsamtalen: Når nervøsiteten bliver til præstationsangst
Bliver du nervøs til jobsamtaler på en måde, der føles ude af proportion med, hvor meget der reelt står på spil?
Tre ting, en jobsamtale samler i det samme rum
Du bliver bedømt, mens du taler. Den, der bedømmer, er en fremmed, du ikke kan aflæse. Og der ligger et konkret udfald for enden af det, som du gerne vil have.
Hver af de tre ting alene er til at holde ud. Sammen skruer de kroppens aktivering op, længe før du sætter dig ned på stolen.
Dertil kommer, at formatet er kort. Alt det, du gerne vil sige, skal ind i tre kvarter, og der er ingen næste gang at rette det op i.
Du kan forberede indholdet, men ikke selve situationen
Du kan læse på virksomheden, skrive dine eksempler ned og øve svarene højt i bilen. Det gør svarene bedre. Det gør ingenting ved nervøsiteten.
Nervøsiteten handler ikke om, hvor godt du kender stoffet. Den handler om at blive vurderet, mens du fremlægger det – og den del kan du ikke læse dig til.
Sådan mærkes det at være nervøs til jobsamtale
Ordene forsvinder midt i en sætning. Du er i gang med et svar, du har tænkt igennem hjemmefra, og pludselig er tråden væk. At trække blankt midt i en sætning føles som et bevis på, at du ikke kan det. Det siger noget om aktiveringsniveauet, ikke om din viden.
Kroppen sender signaler, den anden kan se. Stemmen bliver tynd, halsen strammer, og du får klamme hænder før håndtrykket. Så deler opmærksomheden sig i to: den ene halvdel er ved svaret, den anden er ved, hvordan du ser ud, mens du giver det.
Du taler hurtigere, end du plejer. Pauser føles pludselig risikable, så du fylder dem ud. Svarene bliver lange, pointen ligger et sted inde i midten, og du kan selv høre, at du er ved at miste den, mens du taler.
Du svarer på det, du tror de vil høre. I stedet for at besvare spørgsmålet gætter du på det rigtige svar. Det gør svaret glat og upersonligt, og det er tit dét, der efterlader fornemmelsen af, at samtalen aldrig rigtig kom nogen vegne.
Dagene op til fyldes op. Du har ført samtalen tyve gange i hovedet, inden du møder op, og tankerne kører i ring om aftenen. Selve dagen møder du så op med en krop, der allerede har været i gang i en uge.
Du kan forberede svarene – men ikke nervøsiteten væk, for den handler ikke om, hvor godt du kender stoffet.
Derfor forsvinder ordene, selvom du kender svaret
Arbejdshukommelsen er den del af tænkningen, der holder et svar samlet, mens du siger det. Den har en meget lille kapacitet, og den kan kun være ét sted ad gangen.
Når du samtidig holder øje med dig selv – hvordan lyder jeg, hvad tænker de, er min stemme rystende – bruger den overvågning noget af den samme kapacitet. Der er ikke to systemer. Der er ét, og du beder det om at gøre to ting.
Derfor kommer blackoutet ikke, fordi du er uforberedt. Det kommer, fordi en del af pladsen er optaget af at følge din egen præstation, mens den foregår.
Hvorfor det gør det værre at lede hårdere efter ordet
Selve søgningen koster. Når ordet ikke kommer, går de fleste hårdere til værks: leder mere aktivt, presser på. Men søgningen bruger den samme begrænsede kapacitet som svaret, så jo hårdere du leder, jo mindre er der tilbage.
Kroppen læser presset som endnu et signal. Aktiveringen stiger et hak, når du opdager, at ordet er væk. Din krop reagerer hurtigere end dine tanker, og den skelner ikke mellem en trussel og en pinlig pause.
Pausen er kortere, end den føles. To sekunders tavshed opleves indefra som ti. Udefra registreres den som en person, der tænker sig om.
Hvornår er det nervøsitet, og hvornår er det mere end det?
Nervøsitet før en samtale, der betyder meget, er en rimelig reaktion. Den stiger i dagene op til, topper i venteværelset og falder, når du er kommet i gang.
Det ser anderledes ud, når reaktionen ikke følger, hvor meget der reelt står på spil. Når en uforpligtende samtale om et job, du ikke engang er sikker på at ville have, udløser den samme uro som en, du har ventet på i et år, er det ikke situationen, der styrer længere.
Det samme gælder, når nervøsiteten begynder at koste noget på forhånd: ansøgninger, der ikke bliver sendt, eller samtaler, der bliver aflyst i sidste øjeblik.
Så er det ikke længere kun en reaktion på en samtale. Det er begyndt at bestemme, hvilke samtaler der overhovedet bliver til noget – og dér får det karakter af præstationsangst.
Det, der flytter noget i praksis
I ventetiden lige før
I selve minuttet er det kroppen, der skal have fat, ikke argumentet. Du kan ikke tale dig selv ned fra en aktivering, men du kan sænke den direkte.
Følg rytmen
4 sekunder ind. 8 sekunder ud.
- Træk vejret ud dobbelt så længe, som du trækker ind, fire-fem gange.
- Sæt fødderne fladt i gulvet og læg hænderne på lårene i stedet for at holde om telefonen.
- Læs de tre eksempler igennem én gang – og læg så papiret væk.
- Beslut på forhånd, hvad du gør, hvis tråden går: 'lad mig lige tage den forfra'.
I ugerne mellem samtaler
Øv det vurderende, ikke kun stoffet. At kunne sine svar udenad hjælper på indholdet. Det, der flytter selve nervøsiteten, er at stå i situationer, hvor nogen faktisk kigger og vurderer. En prøvesamtale med en, der spiller rollen ordentligt, gør mere end ti gennemlæsninger.
Sig svarene højt frem for i hovedet. Et svar, du har tænkt, føles færdigt. Det samme svar sagt højt viser, hvor det bliver langt, og hvor du selv mister pointen.
Skriv tre eksempler ned, ikke tredive svar. Tre konkrete situationer fra dit arbejdsliv, der kan bruges til mange forskellige spørgsmål, giver dig noget at falde tilbage på. En lang liste af færdige svar giver dig mere at tabe tråden i.
Pas på grundtilstanden op til. Søvn, bevægelse og mindre koffein ændrer ikke, hvad du bliver spurgt om. De ændrer, hvor let kroppen går i alarm, når du bliver det – det er den samme mekanik, der gør søvnbesvær til en forstærker.
Genafspilningen om aftenen efter
Samtalen slutter ikke, når du går ud ad døren. For de fleste starter anden runde et par timer senere, hvor hele forløbet bliver kørt igennem med skarpt blik for det, der gik skævt.
Genafspilningen føles som en evaluering, men fungerer sjældent som en. Den henter kun de dårlige klip frem og ændrer ikke noget, der allerede er sket. Til gengæld lærer den kroppen, at samtalen stadig er farlig, længe efter den er slut – som når du genspiller samtaler bagefter i andre sammenhænge.
Alternativet er at gøre evalueringen færdig, mens den kan bruges til noget: tre linjer inden for en time – ét spørgsmål, der overraskede dig, ét svar du var tilfreds med, og én ting du vil gøre anderledes.
Præstationsangst
Hvad præstationsangst er, hvorfor kroppen reagerer, som var situationen farlig, og hvad der hjælper generelt.
Ofte stillede spørgsmål om præstationsangst til jobsamtaler
Ja. Du bliver vurderet direkte af en fremmed med noget konkret på spil, og kroppen reagerer på den kombination. Det skifter karakter, når nervøsiteten ikke længere står i forhold til, hvor meget der reelt er på spil, eller når den fylder dagene op til.
Fordi den del af tænkningen, der holder et svar samlet, mens du siger det, har meget lille kapacitet. Når en del af den bruges på at holde øje med dig selv, er der mindre tilbage til svaret. Det er et udtryk for aktivering, ikke for manglende viden.
Mere forberedelse gør svarene bedre, men den rører sjældent ved nervøsiteten. Det, der flytter mere, er at øve sig i selve det at blive vurderet – en prøvesamtale med en, der spiller rollen ordentligt, frem for endnu en gennemlæsning.
Sig det højt: 'lad mig lige tage den forfra'. Det giver dig sekunderne tilbage og fjerner presset for at skjule pausen. En tavshed, der føles som ti sekunder indefra, varer som regel to og registreres udefra som eftertænksomhed.
Fordi kroppen stadig er aktiveret, og opmærksomheden automatisk henter det frem, der gik skævt. At skrive tre linjer ned kort efter samtalen giver evalueringen en afslutning i stedet for en løkke.
Ja. Almindelig nervøsitet før en vigtig samtale aftager typisk, når du er kommet i gang. Andre almindelige forklaringer er en periode med for lidt søvn eller en samtale, der ligger kort efter en fyring. Forskellen ligger i, om reaktionen gentager sig uafhængigt af, hvad der står på spil.
Hvad er angst?
Jobsamtalen er ét eksempel, men mekanikken bag det tomme hoved er den samme mange andre steder. Læs den samlede beskrivelse af den.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- How breath-control can change your life.
- Anxiety.
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
- Rethinking Rumination.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.