På skærmen: Derfor kan præsentationsangst føles værre på video
Føles præsentationsangst værre på et videomøde end i et almindeligt lokale – som om skærmen selv gør situationen sværere at være i?
Fire ting, skærmen tilføjer, som et lokale ikke har
Du ser dit eget ansigt, mens du taler. Det sker aldrig i et fysisk møde, og det er den største enkeltforskel mellem de to formater.
Du kan ikke aflæse rummet. Femten ansigter i små firkanter, halvdelen i modlys, nogle med kameraet slukket. Du taler ind i noget, der ikke svarer tilbage med de signaler, du normalt navigerer efter.
Der er en forsinkelse. Et halvt sekund er nok til, at turtagningen bliver usikker, og til at du og en anden gang på gang starter samtidig.
Og teknikken kan svigte når som helst. Lyden falder ud, skærmdelingen fryser, og alle kan se det ske.
Derfor er dit eget billede ikke bare en detalje
Ved præsentationsangst i et lokale opstår en stor del af presset i forestillingen om, hvordan du ser ud udefra. Den forestilling er som regel værre end virkeligheden.
På video behøver du ikke forestille dig noget. Billedet ligger dér, i realtid, med rødmen, blikket og den ene skulder, der sidder højere end den anden. Du får et konstant, ufiltreret bevismateriale at bekymre dig om.
Sådan mærkes angst for videomøder i praksis
Blikket søger tilbage til dit eget felt. Du prøver at se på de andre, men øjnene går tilbage til dig selv hvert tiende sekund. Du overvåger dig selv i samtalen samtidig med, at du fører den, og begge dele bliver dårligere af det.
Pauser føles uendeligt lange. I et lokale fylder små lyde, blikke og bevægelser tavsheden ud. På skærmen er en pause helt tom, og to sekunder opleves som ti. Det får de fleste til at tale videre, længe efter pointen er sagt.
Kroppen låser sig fast. Du sidder stille i kameraets udsnit, fordi alt du gør, er synligt. De små bevægelser, der normalt tager toppen af nervøsiteten, bliver holdt tilbage, og i stedet samler spændingerne sig i nakke og skuldre.
Stemmen bliver det eneste, du har. Uden krop, rum og blikkontakt hviler hele fremlæggelsen på lyd. En stemme, der ryster en smule, fylder derfor langt mere på video, end den ville i et lokale.
Du begynder at melde fra. Kameraet forbliver slukket, du siger ja til færre punkter på dagsordenen, eller du aflyser i sidste øjeblik og skriver i stedet en besked bagefter. Det giver lettelse den dag og gør næste møde en anelse sværere.
I et lokale forestiller du dig, hvordan du ser ud. På video behøver du ikke forestille dig noget – billedet ligger dér i realtid.
Derfor koster selvovervågningen så meget
Den del af tænkningen, der holder styr på, hvad du er ved at sige, har meget lille kapacitet. Den kan ikke både følge din pointe og vurdere dit ansigtsudtryk.
Når dit eget billede er synligt, kører vurderingen automatisk. Du beslutter ikke at gøre det – opmærksomheden trækkes mod bevægelse og ansigter, og dit eget er begge dele. Derfor bliver der mindre plads til det, du faktisk skulle sige, og ordene bliver mere upræcise.
Det forklarer også, hvorfor følelsen af at klare sig dårligt ofte er størst lige efter et videomøde. Du har haft to opgaver kørende og løst dem begge halvt.
Hvorfor et halvt sekunds forsinkelse ændrer hele samtalen
Turtagning styres af millisekunder. I en almindelig samtale skifter I taler med en præcision på omkring et femtedels sekund. Den præcision er indlært over et helt liv og kører uden opmærksomhed.
Forsinkelsen ødelægger timingen. Når signalet er et halvt sekund undervejs, kommer dit svar for sent efter det, du svarer på. Samtalen bliver hakkende, og I taler i munden på hinanden – uden at nogen af jer gør noget forkert.
Kroppen læser det som en social fejl. Et fejlslagent turskifte registreres af nervesystemet, længe før du når at tænke over det, og det giver et lille stød af uro hver gang. Over et møde på en time bliver det til rigtig mange små stød.
Uvant format eller noget, der sætter sig fast
At være utilpas i et format, du ikke har brugt ret meget, er en almindelig reaktion. Den aftager typisk over nogle uger, efterhånden som du finder ud af, hvordan lyd, deling og turtagning fungerer i praksis.
Det ser anderledes ud, når uroen ikke falder med erfaringen. Når du efter to år stadig har hjertebanken før hvert møde, når dagen bliver planlagt uden om de tidspunkter, hvor der er møder, eller når du systematisk lader være med at sige det, du havde tænkt.
Der er også en variant, hvor video ikke er problemet i sig selv, men gør et eksisterende mønster mere synligt. Har det altid været svært at tale foran andre, tilføjer skærmen bare et lag til den præsentationsangst, der var der i forvejen. Handler det bredere om at blive set og vurderet af andre mennesker, ligner det mere social angst.
Sådan bliver videomødet til at holde ud
De sidste fem minutter før mødet
Følg rytmen
4 sekunder ind. 8 sekunder ud.
- Skjul dit eget billede for dig selv – kameraet er stadig tændt for de andre.
- Hæv kameraet til øjenhøjde og læg noget under skærmen, hvis den sidder for lavt.
- Træk vejret ud dobbelt så længe, som du trækker ind, fire-fem gange.
- Læg de tre pointer, du vil have sagt, på et papir ved siden af tastaturet.
Skjulefunktionen findes i alle de almindelige mødeprogrammer og hedder som regel noget med at skjule egen visning. Det er den enkeltændring, der flytter mest, og den koster ingenting.
Sådan bliver formatet lettere over uger
Øv dig i formatet, ikke kun i indholdet. At tale på video er en anden færdighed end at tale i et rum – ikke en sværere udgave af den samme. Optag dig selv i to minutter og se det igennem én gang. Det er ubehageligt første gang og markant mindre ubehageligt tredje gang.
Tag de små møder, ikke kun de store. Et kort statusmøde med to kolleger er den billigste øvebane, der findes. Nervesystemet lærer af gentagelse i lav dosis, ikke af én stor præstation hvert kvartal.
Lad pauserne være. Hvis du kan holde ud at tie i tre sekunder efter en pointe, sker der som regel to ting: Nogen svarer, og du opdager, at tavsheden ikke var farlig. Det er den samme øvelse hver gang, og den bliver lettere.
Sig teknikken højt. “Jeg tror, jeg frøs et øjeblik – kom det med?” fjerner presset for at lade som ingenting. Det, der føles som en fejl, læses af de andre som helt almindelig mødehåndtering.
Præsentationsangst
Hvad præsentationsangst er, og hvad der generelt hjælper, når du skal tale eller optræde foran andre.
Ofte stillede spørgsmål om angst for videomøder
Ja, for mange. At se sit eget ansigt, mens du taler, sker ikke i et fysisk møde, og det lægger en ekstra opgave oven på den, du i forvejen skal løse. Det er en reel forskel mellem formaterne, ikke indbildning.
Det letter i situationen, men fjerner også den øvebane, der gør formatet lettere over tid. Ofte er det nok at skjule dit eget billede for dig selv og lade kameraet være tændt for de andre – så forsvinder selvovervågningen uden at du trækker dig ud af mødet.
Fordi de små lyde, blikke og bevægelser fra et fysisk rum mangler. En tavshed på to sekunder, der ville føles helt naturlig ansigt til ansigt, bliver helt tom på video og opleves derfor meget længere, end den er.
Fordi forbindelsen forsinker lyden et halvt sekund, og turtagning i en samtale styres af langt mindre end det. Det er et teknisk vilkår, ikke et tegn på, at nogen af jer læser situationen forkert.
En forlænget udånding før du tager ordet sænker aktiveringen et hak, og en tydelig pause efter første sætning giver stemmen tid til at falde på plads. Rysten i stemmen fylder desuden langt mindre i de andres ører, end den gør i dine egne.
Ja. Usikkerhed med et nyt format er almindelig og aftager typisk med øvelse. Et møde på et fremmedsprog, en dårlig forbindelse eller en periode med for lidt søvn kan give det samme. Forskellen ligger i, om uroen bliver ved, længe efter formatet er blevet vant.
Hvad er angst?
Skærmen ændrer situationen, ikke reaktionen bag den. Overblikket forklarer, hvad reaktionen består af, og hvorfor den tænder så hurtigt.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- How breath-control can change your life.
- Anxiety.
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
- Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.