Fra barndom til hverdag: Tilknytningsmønstre hos voksne

Hvad er tilknytningsmønstre hos voksne?

Tilknytningsmønstre dannes tidligt i livet, men de bliver ikke i barndommen. Som voksen kører de samme automatiske reaktioner videre – i parforholdet, blandt venner og på arbejdet – ofte uden at du lægger mærke til, at det er det samme mønster i en ny sammenhæng.

Et mønster er ikke en holdning, du kan skifte. Det er en forventning, kroppen har regnet sig frem til ud fra, hvad der plejede at ske, og den bliver kun opdateret af noget, der sker igen og igen.

Det, der startede som et barns bedste svar på de betingelser, det fik, fortsætter derfor som et voksent nervesystems standardsvar – også når betingelserne er helt andre.

Fem reaktioner, der går igen på tværs af relationer

Pausen, før nogen svarer. Minutterne mellem en besked er sendt og et svar kommer, er det sted, mønstret er tydeligst. Nogle mærker ingenting. Andre har allerede skrevet en forklaring på tavsheden, længe før der er noget at forklare.

Trangen til at ordne det alene. En opgave, der kunne deles, bliver liggende hos dig. Det føles som effektivitet, og det er lige så tit en måde at slippe for at skulle regne med nogen.

Lettelsen, når noget bliver aflyst. Aftalen var i orden, og du glædede dig endda. Aflysningen er alligevel det bedste, der er sket den dag.

At aflæse rummet før dig selv. Du ved, hvordan de andre har det, længe før du ved, hvordan du selv har det. Din egen tilstand kommer i anden omgang, hvis den kommer.

Efterbehandlingen. Samtalen er slut, og du kører den igennem igen for at tjekke, om noget lød forkert. Overdreven selvbevidsthed er ofte den form, mønstret tager, når det er andres blik, der fylder.

Hvordan viser mønstrene sig i parforhold?

Parforhold aktiverer mønstrene tydeligere end de fleste andre relationer, fordi nærhed, sårbarhed og risikoen for tab er til stede på samme tid.

Nogle holder en dør på klem. Nærheden er god, men der er en grænse for, hvor meget der bliver lukket ind, og en udvej bliver holdt åben uden at nogen taler om den. Resultatet bliver ofte hverken den nærhed, der savnes, eller den ro, afstanden skulle give.

Andre falder til ro ved at have overblikket. Planer, aftaler og styr på det praktiske er ikke kontrollyst, men den måde, kroppen har lært at gøre en relation forudsigelig på. En overraskelse føles som noget, en anden har bestemt over dig.

Og nogle mærker partnerens tilstand før deres egen. De træder til, glatter ud og holder sammen på det – og deres egen ro kommer til at afhænge af, om den anden er rolig.

Møder to af de mønstre hinanden, opstår den dynamik, de fleste kender udefra: Den ene søger tættere på, den anden trækker sig, og jo mere den ene presser på, jo længere væk går den anden. Det kan vise sig som mønstret, der skubber andre væk ved angst, netop når nærheden bliver tydeligst.

Hvordan viser mønstrene sig på arbejdspladsen?

Hierarki, feedback og samarbejde aktiverer meget af den samme mekanik som private relationer, bare med andre spilleregler og uden et sprog for det.

Et nervesystem, der er trygt ved nærhed, har typisk lettere ved at bede om hjælp og tage imod kritik uden at opleve det som en trussel. Et nervesystem, der har lært at klare sig selv, kan have svært ved at dele en opgave – også når samarbejde ville være den korteste vej.

Feedbacksamtalen er det sted, det bliver mest synligt, fordi den samler afhængighed og vurdering i ét rum. Et vagtsomt nervesystem kan bruge uforholdsmæssigt meget energi på at gennemgå den bagefter, sætning for sætning.

Skriftlig kommunikation gør det værre. Uden tonefald og ansigt udfylder et vagtsomt system selv tomrummet – som regel med den værste af de mulige tolkninger.

Hvordan viser mønstrene sig i venskaber?

Venskaber har ingen kontrakt. Ingen tager en samtale om, hvorfor man ses sjældnere, og derfor er det den relationstype, hvor et mønster får lov at køre længst uden at blive modsagt.

Det viser sig i det, der sker, når en ven ikke svarer, i evnen til at sige fra, og i hvor tæt en relation får lov at komme. Nogle holder venskaber på et venligt, men afgrænset niveau. Andre bruger meget energi på at aflæse, om det stadig holder. Begge dele kan ende som en ensomhed midt i et netværk, der udefra ser fint ud.

Hvorfor mønstret bliver tydeligst, når afstanden ændrer sig

Det er ændringen, systemet reagerer på. En stabil afstand udløser ingenting, heller ikke en stor afstand. Det er, når nogen kommer tættere på end ventet eller pludselig trækker sig, at den gamle forventning bliver hentet frem.

Derfor er overgange de tydeligste perioder. Begyndelsen af et forhold, at flytte sammen, en ny chef, en ven der får barn og forsvinder i et halvt år. Alle sammen situationer, hvor afstanden bliver forhandlet på ny uden ord.

Og derfor kan man leve i årevis uden at mærke sit eget mønster. Der var ikke noget, der ændrede sig. Mønstret var der hele tiden, men det blev ikke kaldt frem, og så lignede det bare en måde at være på.

Kan noget i voksenlivet forme mønstret om?

Ja. Belastninger i voksenlivet – en krise, en relation præget af kontrol, en lang periode med stort pres – kan forme mønstret om, selv hos et nervesystem, der tidligere var trygt. Det viser sig typisk som en stigende vagtsomhed over for afvisning eller som en tiltagende trang til at holde afstand.

Vagtsomheden har en pris, der ikke kun er følelsesmæssig. Et system, der holder øje hele tiden, bruger af de samme reserver som enhver anden vedvarende belastning. Det er en del af, hvorfor relationer kan være udmattende længe før de er svære.

For nogle hænger det sammen med en vedvarende håbløshed ved angst – en fornemmelse af, at relationer grundlæggende ikke kan regnes med.

Det, mønstret ikke er

Det er ikke en type. Der er ikke et sæt kasser, mennesker kan sorteres i, og den samme person kan reagere forskelligt i to relationer på samme tid.

Det er heller ikke en dom over dem, der opfostrede dig. Et mønster er en tilpasning til de betingelser, der var, og tilpasningen var i sin tid den rigtige.

Og det er ikke fast. Nervesystemet er formbart hele livet.

Sådan begynder en gammel forventning at give sig

Når reaktionen lige er gået i gang

Det, der hjælper i selve minuttet, er at behandle reaktionen som en forventning frem for som en oplysning om, hvad der sker. “Han har ikke svaret” er en kendsgerning. “Han er ved at trække sig” er en forudsigelse, og den kommer fra et sted, der har set noget lignende før.

Giv den et par timer, før du handler på den. De fleste af de reaktioner, der ville have kostet mest, er væk igen inden aften – og det, at de er væk, er i sig selv data.

Det, der flytter forventningen over tid

Stabile, forudsigelige relationer er det, der virker bedst. Ikke fordi de beviser noget med ord, men fordi de leverer den samme oplevelse mange gange, og gentagelse er det eneste sprog, forventningen forstår.

Det sker ikke ved at tænke sig til det, og det kræver ikke perfekte betingelser. Det kræver tilstrækkelig konsistens over lang nok tid til, at noget nyt kan læres – og det går langsomt nok til, at det som regel først kan ses bagud.

Ofte stillede spørgsmål om tilknytningsmønstre hos voksne

Kilder

Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:

1. Craske, M. G. & Stein, M. B.:The Lancet, 388, 3048–3059, 2016
   Anxiety.
2. Sapolsky, R. M.:Holt Paperbacks, 2004
   Why Zebras Don't Get Ulcers.
3. Craske, M. G., Treanor, M., Conway, C. C., Zbozinek, T. & Vervliet, B.:Behaviour Research and Therapy, 58, 10–23, 2014
   Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.