Selvtillid: Tiltroen der bygges af det, du rent faktisk har gjort
Mærker du selvtillid, der er der i én sammenhæng og forsvinder i den næste? Den er sjældent et fast personlighedstræk – den er en løbende vurdering, kroppen laver situation for situation.
Hvad er selvtillid?
Selvtillid er den tro, du har på at kunne finde ud af det, du står over for – uden garanti for udfaldet, men med en fornemmelse af at kunne gå i gang. Den hører til situationen, ikke til dig som menneske.
Det er derfor, den samme person kan have solid tiltro til én type opgave og tvivle voldsomt på en anden. Det handler sjældent om, hvem du er. Det handler om det, du står over for lige nu.
Og det er også derfor, den kan ændre sig hurtigt. En vurdering, der bygger på situationen, opdaterer sig, hver gang situationen skifter.
Derfor er selvtillid ikke ét tal, men mange
Kroppen fører ikke ét regnskab. Den fører flere: ét for det faglige, ét for det praktiske, ét for at være i et rum med fremmede, ét for at sige fra.
Erfaring smitter kun delvist af mellem dem. Ti år bag et skrivebord siger næsten ingenting om at stå på en scene, og en, der kan holde hovedet koldt i en akut situation, kan gå i stå over en svær samtale.
Sætningen “jeg har ikke selvtillid” er derfor som regel en fejlmåling. Den tager den svageste af kontiene og bruger den som gennemsnit for alle de andre.
Det brugbare spørgsmål er ikke, hvor meget du har, men hvad du har den til. Svaret er næsten altid mere blandet, end fornemmelsen siger.
Sådan melder tvivlen sig, før du når at tænke
Kroppen trækker sig først. Der er en modvilje mod situationen, inden du har formuleret ét eneste argument imod den. Fornemmelsen kommer først, begrundelsen bagefter.
Du forbereder mere, end opgaven kræver. Den fjerde gennemlæsning handler sjældent om kvalitet. Den handler om at få uroen ned, og den holder kun til næste gang.
Du siger det på forhånd. “Det bliver nok ikke så godt.” Sætningen gør et eventuelt nederlag mindre, og den sørger samtidig for, at det, der lykkes, ikke rigtigt tæller.
Fejlene huskes skarpere end resten. Du kan gengive den ene sætning, der gik galt, tre år efter, mens de mange gange det gik fint er væk. Regnskabet føres ikke neutralt.
Ros bliver oversat, inden den lander. “De var bare høflige.” Data, der modsiger vurderingen, bliver sorteret fra, før de når at tælle med, og så kan kontoen ikke fyldes op.
Nervesystemet lærer ikke af at blive overbevist. Det lærer af konkrete erfaringer med, at det gik.
Hvad sker der i kroppen ved lav selvtillid?
Kroppen reagerer, før tanken når frem. Nervesystemet registrerer noget, der ligner en udfordring, og går i let beredskab: uro i maven, en trang til at trække sig, en manglende appetit på situationen – inden du har tænkt et ord om den.
Det signal har en funktion. Det gør dig klar, og et vist niveau af det hører til enhver situation, der betyder noget.
Problemet opstår, når signalet bliver læst som en dom over dine evner i stedet for som aktivering. Så bliver “jeg er nervøs” til “jeg kan ikke”, og den tvivlende tanke, der følger, er ikke årsagen til uroen. Den er et forsøg på at forklare den.
Det er også forklaringen på, at “det skal nok gå” gør så lidt. Sætningen rammer forklaringen, ikke signalet. Tvivl på egne evner er beskrevet mere indgående som symptom.
Hvordan hænger kompetence og selvtillid sammen?
Der er en direkte forbindelse mellem det, du faktisk kan, og hvor meget du stoler på det – men den er forsinket. Kroppen samler erfaring, og opdateringen kommer efter, nogle gange uger efter at kompetencen reelt er steget.
Det er derfor, du kan være objektivt god til noget og stadig ikke mærke det. Vurderingen halter efter virkeligheden, indtil der er nok gennemførte situationer bag den.
De mest pålidelige data er opgaver, der ligger lige inden for rækkevidde: svære nok til at tælle, små nok til at blive gennemført. De træner samtidig evnen til at rumme usikkerhed undervejs, og det er ofte den del, der mangler mest.
- At gentage for dig selv, at du sagtens kan finde ud af det, rykker sjældent noget alene.
- Det, der rykker, er at gøre det – og lade kroppen selv registrere, hvordan det gik.
Hvorfor overforberedelse sjældent gør det lettere næste gang
Forberedelse virker op til et punkt. Du skal kende stoffet, og der er en reel grænse, hvor mere ikke gør resultatet bedre. Den grænse ligger tidligere, end de fleste tror.
Ud over den bliver forberedelse tryghedsadfærd. Den får dig igennem situationen, men den gør noget uheldigt ved regnskabet bagefter: går det godt, tilskrives det forberedelsen. Kontoen bliver ikke krediteret, fordi du ikke tror, det var dig, der bar det.
Derfor kan tyve vellykkede oplæg efterlade tiltroen uændret. Erfaringerne er der, men de er alle sammen bogført på noget andet end dig selv.
Prøven er enkel. Spørg dig selv, hvad du ville gøre anderledes, hvis du på forhånd vidste, at det gik fint uden den sidste tredjedel af forberedelsen. Svaret peger som regel direkte på, hvor tryghedsadfærden ligger.
Det, lav selvtillid ikke er
Det er ikke det samme som manglende kompetence. De to måles på hver sin måde og følges ofte ikke ad, og netop derfor findes der dygtige mennesker, der ikke tror på det, og omvendt.
Det er heller ikke et personlighedstræk. En egenskab er nogenlunde ens på tværs af situationer. Selvtillid er det ikke – den flytter sig fra område til område og fra periode til periode.
Og handler tvivlen mere om din grundlæggende værdi som person end om en bestemt opgave, er det snarere selvværd, du støder på. Der er en gennemgang af forskellen på selvværd og selvtillid, hvis de to flyder sammen.
Sådan bygger du tiltroen op igen
Lige før du skal i gang
Det, der virker i minutterne før, arbejder på kroppen frem for på argumentet. Uroen er aktivering, og aktivering kan sænkes et hak, mens tvivlen stadig står der. Et hak er nok til at komme i gang, og det er kun det, der skal til.
Følg rytmen
4 sekunder ind. 6 sekunder ud.
- Undersøg tvivlen konkret: Bygger den på noget, der faktisk skete, eller på en fornemmelse alene?
- Se en fejl som et facit for denne opgave alene – ikke som en dom over dig.
- Sammenlign med dit eget udgangspunkt, ikke med andres resultat.
- Noter, hvad der faktisk lykkedes, mens det stadig er friskt.
Over uger og måneder
Vælg ét afgrænset område med et konkret mål frem for et bredt ønske om at “have mere selvtillid”. Et bredt ønske kan ikke gøres op, og det, der ikke kan gøres op, giver ingen data tilbage.
Notér, hvad der gik, mens det stadig er friskt. Regnskabet føres skævt af sig selv, og en note er den billigste måde at rette op på slagsiden.
Undgåelsesadfærd arbejder den modsatte vej. Hver gang du takker nej, bliver kontoen stående, hvor den var, og situationen føles en anelse større næste gang.
Fysisk tilstand tæller også med. Søvn, bevægelse og pauser ændrer, hvor let nervesystemet tolker en ny opgave som en trussel, og de dage, hvor grundtilstanden er lav, er også de dage, hvor tvivlen lyder mest overbevisende.
Når selvtillid hænger sammen med angst
For nogle handler tvivlen om at holde en udvej åben. Forpligter du dig helt til noget, kan det ikke længere afvises på forhånd, hvis det går galt – og så er der ikke noget sted at trække sig hen.
For andre hænger den sammen med at kunne forudse, hvad der sker. En uventet drejning føles ikke bare som en overraskelse, men som beviset på, at du alligevel ikke havde styr på det. Perfektionisme ved angst hører tit til her.
Og for nogle afhænger tiltroen af, om andre bekræfter den. Den holder, mens de gør, og forsvinder hurtigt, når de ikke gør, fordi aflæsningen aldrig kom indefra.
Hvad er angst?
Tvivlen starter som et kropssignal. Her står forklaringen på, hvorfor kroppen sætter i gang, før du har tænkt.
Ofte stillede spørgsmål om selvtillid
Fordi selvtillid er knyttet til området, ikke til dig som person. Kroppen fører flere regnskaber, og erfaring med én type opgave overføres kun delvist til en anden.
Ja, primært gennem konkrete erfaringer med at gennemføre noget. Opgaver, der ligger lige inden for rækkevidde, giver mest tilbage: svære nok til at tælle, små nok til at blive afsluttet.
Ofte fordi resultatet bliver tilskrevet noget andet end dig selv – forberedelsen, heldet eller at de andre var flinke. Erfaringen er der, men den bliver bogført det forkerte sted.
Nej. Selvtillid handler om din tiltro til at magte en konkret situation. Selvværd handler om din værdi som person, uafhængigt af udfaldet. Se forskellen på de to.
Forberedelse hjælper op til et punkt. Ud over det bliver den en måde at dæmpe uro på, og så holder trygheden kun, så længe forberedelsen gør. Nervesystemet får ikke den erfaring, det skulle bruge.
Ja. Et nervesystem i beredskab vægter det, der kunne gå galt, højere end det, der gik godt – også når det, der vurderes, er dine egne evner og beslutninger.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- Angst og nervøsitet.
- Anxiety.
- The effects of safety behaviors during exposure therapy for anxiety: Critical analysis from an inhibitory learning perspective.
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.