Efter ulykken: Derfor kan PTSD gøre det svært at køre igen

Hvorfor to sekunder kan sætte sig så hårdt fast

En trafikulykke er hurtig, uvarslet og fysisk voldsom. Der er ikke tid til at forberede sig, og ingenting at gøre, mens den står på. Det er præcis den slags hændelse, et urgammelt forsvarssystem i hjernen er bygget til at lære af.

Læringen er grov med vilje. Systemet gemmer ikke en analyse af, hvad der gik galt. Det gemmer signalerne, der var til stede i sekunderne før: lyden, lyset, farven på en bil, en bestemt kurve.

Bagefter reagerer kroppen på de signaler, ikke på situationen. Derfor kan en tom, tør vej i dagslys udløse en reaktion, hvis en enkelt detalje ligner.

Sådan kan det vise sig, når du sætter dig ind i bilen igen

Kroppen er i gang, før du har startet motoren. Hjertebanken, et fast greb om rattet, en trykken for brystet. Du har ikke besluttet noget, og der er ikke sket noget endnu.

Du kører anderledes end før. Længere afstand, langsommere i sving, konstant blik i spejlet. Vagtsomheden er udmattende, fordi den ikke kan slås fra, og en times kørsel koster mere, end den plejede.

Verden bliver et øjeblik mindre virkelig. En uvirkelighedsfølelse, hvor lyd bliver fjern og hænderne føles som andres. Det er en almindelig reaktion, når aktiveringen bliver høj, og det går som regel over inden for minutter.

Ruten bliver lagt om. Først den ene strækning, så motorvejen, så myldretiden. Undgåelsesadfærd vokser sjældent i spring, men i små, fornuftige fravalg, der hver især kan begrundes.

Natten bliver urolig. Ulykken dukker op, når der bliver stille, og søvnbesvær gør samtidig alarmen mere letudløst dagen efter.

Hvorfor kroppen reagerer, før du kan nå at se, at vejen er tom

Der er to hastigheder i gang. Den hurtige vej sammenligner indtryk med det, der er gemt, og sætter kroppen i gang på brøkdele af et sekund. Den langsomme vej ser efter, hvad der faktisk er der, og den kommer bagefter.

Det betyder, at hjertet allerede banker, når du når frem til, at der ikke er noget. Rækkefølgen kan ikke vendes om ved at tænke sig om, og det er derfor gode argumenter gør så lidt i selve situationen.

Det, der kan ændre sig, er hvor let og hvor kraftigt den hurtige vej går i gang. Den kalibrering flytter sig, når kroppen igen og igen får erfaringer, hvor signalet er der, og faren ikke er.

Hvorfor minderne kommer i brudstykker frem for som en historie

Voldsomme hændelser gemmes anderledes. Under høj aktivering får sanseindtrykkene forrang: lyd, lugt, billeder, en kropsfornemmelse. Det, der binder en oplevelse sammen til en fortælling med begyndelse og slutning, arbejder dårligere netop dér.

Derfor føles det ikke som at huske. Et almindeligt minde ligger i fortid. Et brudstykke gør ikke – det kommer ind som noget, der sker nu, med lyd og krop og det hele, og først bagefter kan du placere det i tid.

Og derfor hjælper det at sætte ord på. Når hændelsen bliver fortalt i rækkefølge, med et før og et efter, får brudstykkerne en plads i en historie. Det gør dem ikke behagelige, men det gør dem lettere at placere som noget overstået.

Når du er passager i stedet for fører

For mange er passagersædet det sværeste, og det overrasker, fordi der er mindre at lave. Netop dét er forklaringen: ingen rat, ingen bremse, ingenting at gøre med hænderne.

Kroppen bruger handling til at komme ned igen. Uden noget at handle på bliver aktiveringen hængende, og opmærksomheden går til at overvåge føreren i stedet. Hvis passagersædet er det svære, skal det øves særskilt – i korte ture, med en fører, du har sagt det højt til.

Reaktioner, der klinger af, og reaktioner, der ikke gør

Vagtsomhed, urolig søvn og modvilje mod at køre i ugerne efter en ulykke er forventeligt. Nervesystemet har lige fået nye data, og det tager tid at falde til ro.

For de fleste aftager det gradvist over uger til måneder. Sker det ikke, er der to ting at holde øje med: om undgåelsen breder sig frem for at skrumpe, og om reaktionen bliver kraftigere med tiden i stedet for mildere.

Sådan kommer du tilbage bag rattet i dit eget tempo

Mens du sidder i bilen

At blive i bilen uden at køre lyder som ingenting. Det er alligevel dét, der gør mest i begyndelsen, fordi kroppen får lov at være i situationen længe nok til at opdage, at der ikke sker noget.

Over de næste måneder

Byg en trappe med små trin. Parkeringspladsen. Vejen rundt om blokken. En kendt rute i dagslys. Motorvejen uden for myldretiden. Hvert trin gentages, til det er kedeligt, før du går videre.

Vent ikke på, at det føles trygt. Trygheden kommer efter handlingen, ikke før. Kravet er, at trinnet kan bæres, ikke at det føles godt.

Undgå at gøre turene “sikre”. At have en passager med hver gang, kun at køre bestemte veje, at holde hånden i et bestemt greb – de små sikkerhedsvaner giver ro her og nu og forhindrer kroppen i at lære, at turen også gik uden dem.

Læg mærke til grundtilstanden. Søvn, mad, bevægelse og alkohol flytter tærsklen for, hvor let alarmen går. De ændrer ikke minderne, men de ændrer, hvor hårdt en påmindelse rammer.

Ofte stillede spørgsmål om angst for at køre bil efter en ulykke

Kilder

Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:

1. Kozlowska, K. et al.:Harvard Review of Psychiatry, 23, 263–287, 2015
   Fear and the defense cascade.
2. Craske, M. G. & Stein, M. B.:The Lancet, 388, 3048–3059, 2016
   Anxiety.
3. LeDoux, J. E., Moscarello, J., Sears, R. & Campese, V.:Molecular Psychiatry, 22, 24–36, 2016
   The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
4. Craske, M. G., Treanor, M., Conway, C. C., Zbozinek, T. & Vervliet, B.:Behaviour Research and Therapy, 58, 10–23, 2014
   Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.