Signalstofferne og uroen: Hvad neurotransmittere gør
En neurotransmitter er et signalstof, der bærer en besked fra én nervecelle til den næste. Det er dem, der gør, at puls, søvn og uro følges ad.
Hvad er en neurotransmitter?
En neurotransmitter er et kemisk signalstof, der bærer en besked fra én nervecelle til den næste. Nervecellerne rører nemlig ikke ved hinanden. Mellem dem er et bittelille mellemrum, en synapse, og beskeden skal over.
Når en nervecelle aktiveres, frigiver den signalstoffer ud i mellemrummet. På den anden side sidder receptorer, der tager imod. Bindingen sætter en ny impuls i gang, og sådan bevæger signalet sig videre, trin for trin.
Det kører døgnet rundt, uden pause, i alt fra din puls til din søvn.
De fem, du oftest støder på
Dopamin knytter sig til motivation, bevægelse og fornemmelsen af at nå noget. Den melder sig, når du er på vej mod et mål, ikke kun når du er i mål.
Serotonin er involveret i humør, mæthed og søvnrytme. Den er samtidig den, der bliver misforstået oftest – se afsnittet om kemisk ubalance længere nede.
GABA dæmper aktiviteten i nervesystemet. Det er systemets bremse.
Glutamat er den vigtigste aktiverende. Den sætter cellerne i gang og er central for indlæring og hukommelse.
Acetylkolin hænger sammen med hukommelse, opmærksomhed og muskelbevægelse, og den spiller en rolle i overgangen mellem søvn og vågen tilstand.
Bremse og speeder på samme tid. Balancen mellem de to er mere afgørende end mængden af det enkelte stof.
Signalstofferne arbejder ikke hver for sig. Det er forholdet mellem dem, der afgør, hvor let systemet går i gang.
Hvad man ved om signalstoffer og angst – og hvad man ikke ved
Her er der grund til at være præcis, for området sælges ofte som mere afklaret, end det er.
Det, der står fast: vedvarende pres og for lidt søvn påvirker signalstoffernes omsætning. Det er veldokumenteret. Og et nervesystem, der har kørt i beredskab længe, opfører sig anderledes end et, der ikke har.
Det, der ikke står fast: at angst eller nedtrykthed skyldes en mangel på ét bestemt signalstof. Den forklaring – ofte kaldet kemisk ubalance – er en forenkling, og den er fagligt omdiskuteret. Der findes ingen måling, der kan konstatere den hos et menneske.
Forskellen betyder noget for dig. Bygger du din forståelse på, at der mangler et stof, bliver konklusionen let, at der ikke er noget, du selv kan gøre. Det følger ikke af det, man faktisk ved.
Hvorfor 'kemisk ubalance' er en forenkling
Modellen opstod, fordi visse stoffer viste sig at virke på visse symptomer. Derfra sluttede man baglæns: virker noget, der påvirker serotonin, må problemet være serotonin.
Den slutning holder ikke i sig selv. At smertestillende virker på hovedpine, betyder ikke, at hovedpine skyldes mangel på smertestillende.
Dertil kommer to praktiske forhold. Signalstofniveauer i hjernen kan ikke måles direkte hos et levende menneske – man måler indirekte og langt fra der, hvor det foregår. Og stofferne virker ikke hver for sig; ændrer man ét, forskyder de andre sig.
Det, forskningen faktisk peger på, er et samspil mellem arv, belastning over tid, søvn og indlærte reaktionsmønstre. Mere sammensat, og mindre tilfredsstillende som forklaring. Men også mere brugbart, fordi flere af delene kan påvirkes.
Vær derfor på vagt over for en tekst, der lover, at et bestemt produkt retter en ubalance op. Påstanden er større end det, der er dækning for.
Det, der påvirker balancen i praksis
Tre ting griber ind i, hvordan systemet fungerer, og alle tre er noget, du møder i din hverdag.
Søvn er den kraftigste. Efter selv en enkelt nat med for lidt søvn reagerer nervesystemet målbart kraftigere på det, der virker ubehageligt. Det er ikke træthed alene. Tærsklen for, hvor let alarmen går, ligger lavere. Står det på over uger, flytter grundtilstanden sig med.
Vedvarende pres. Kroppen er bygget til at køre i beredskab i perioder og til at komme ned igen bagefter. Det er den vedvarende belastning uden nedture, der koster – ikke den enkelte hårde dag.
Koffein og alkohol. Koffein arbejder direkte på det system, alarmen bruger. Alkohol dæmper i timerne efter og efterlader en rebound, der ofte mærkes næste morgen som uro uden grund.
- Træthed, der ikke står i forhold til, hvad du har lavet.
- Sværere ved at samle opmærksomheden om én ting.
- En baggrundsstemning, der ikke rigtig vil skifte.
- Kortere lunte end du plejer at have.
Bemærk, at listen ikke er en diagnose. Den er en beskrivelse af, hvad et system under belastning ofte melder – og de samme tegn kan komme af mange andre ting.
Fra kemi til det, du mærker
Signalstofferne er mekanikken under noget, du kender fra indersiden. Hjertet, der slår hårdt uden grund. En indre uro, der ikke har noget indhold. Søvnbesvær, hvor kroppen er træt, men ikke vil lande.
Rækkefølgen er værd at holde fast i: Kroppen sender signalet først, og forklaringen kommer bagefter. Det er derfor, en episode kan opleves som om den kom ud af det blå.
Vil du have hele den kæde forklaret, ligger den i overblikket over, hvad angst er. Og hvordan systemet kan lære et andet svar, står i artiklen om hjernens formbarhed.
Neuroplasticitet
Hvorfor forbindelser, der bruges, bliver stærkere – og hvad det betyder for et mønster, der har kørt længe.
Ofte stillede spørgsmål om neurotransmittere
De bærer signaler mellem nerveceller. Når en celle aktiveres, frigiver den et signalstof ud i mellemrummet til den næste celle, som tager imod og sender signalet videre. Uden dem ville nervesystemet ikke kunne koordinere noget – hverken bevægelse, søvn, opmærksomhed eller humør.
Der er mange, men fem går igen: dopamin (motivation og bevægelse), serotonin (humør, mæthed, søvnrytme), GABA (dæmper), glutamat (aktiverer) og acetylkolin (hukommelse og opmærksomhed). Nogle skruer systemet op, andre ned, og det er balancen mellem dem, der betyder mest.
Det er en udbredt forklaring, men den er en forenkling, og den er fagligt omdiskuteret. Der findes ingen måling, der kan påvise en sådan ubalance hos et menneske. Det, forskningen peger på, er et samspil mellem arv, belastning over tid, søvn og indlærte reaktionsmønstre.
Nej, men de overlapper. Begge er kemiske budbringere. Signalstoffer virker lokalt og hurtigt i mellemrummet mellem to celler; hormoner sendes gennem blodet og virker langsommere og bredere. Nogle stoffer, som dopamin og noradrenalin, optræder i begge roller alt efter sammenhængen.
Omsætningen forstyrres, og nervesystemet reagerer kraftigere på ubehageligt input dagen efter. Effekten kan måles efter en enkelt nat. Det er baggrunden for, at søvn er et af de steder, hvor en ændring i hverdagen giver mest tilbage.
Ikke på nogen måde, der siger noget brugbart. Signalstoffer i hjernen kan ikke måles direkte hos et levende menneske, og de målinger, der kan laves andre steder i kroppen, afspejler ikke det, der foregår mellem nervecellerne. Tilbud om at kortlægge din egen balance hviler derfor på et løfte, der ikke kan indfris.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- Anxiety.
- The human emotional brain without sleep.
- Why Zebras Don't Get Ulcers.
- A Review and Meta-Analysis of the Genetic Epidemiology of Anxiety Disorders.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.