Ubehandlet angst hos børn: Hvad sker der, når mønstret får lov at blive?
Bekymrer du dig for, hvad ubehandlet angst hos børn gør ved dit barn på sigt, hvis mønstret bare får lov at stå på?
Hvad ordet “ubehandlet” dækker over her
Ubehandlet angst hos børn er uro, der aldrig rigtig bliver mødt. Hverken anerkendt, taget alvorligt eller givet plads i hverdagen. Det er ikke det samme som, at ingen gør noget.
Tværtimod bliver der som regel gjort meget. Der bliver beroliget, forklaret, kørt en omvej, sagt fra på barnets vegne. Det, der mangler, er ikke indsats, men en erfaring, der peger den anden vej end den, mønstret leverer hver dag.
Uro i sig selv er ikke problemet. Alle børn er bange for noget, og det skal de være. Det, der er værd at se på, er, når reaktionen begynder at bestemme, hvad barnet tør, og når den ikke aftager af sig selv. Artiklen her bygger videre på de tidlige tegn på angst hos børn.
Sådan breder mønstret sig, én lettelse ad gangen
Et barn, der undgår det, der føles farligt, oplever en øjeblikkelig lettelse. Nervesystemet lærer af den. Ikke at situationen var ufarlig, men at det virkede at komme væk, og næste gang melder uroen sig lidt hurtigere og lidt stærkere.
Derfor vokser listen indefra og ud. Først den ene fødselsdag, så alle fødselsdage, så det at overnatte hos nogen. Hvert skridt er lille og rimeligt i situationen, og retningen ses først, når man ser på et halvt år ad gangen.
Lettelsen ved at undgå kommer med det samme. Det er den, ikke selve faren, der bestemmer, hvordan næste gang bliver.
Det samme gælder de voksnes andel. Kører du barnet i skole i stedet for at lade det tage bussen, løser du noget virkeligt i det øjeblik, og barnet får en oplevelse mindre af, at bussen godt kan lade sig gøre. Begge dele er sande på én gang, og derfor er undgåelsesadfærd svær at få øje på indefra.
De steder, det typisk begynder at koste
Uroen bliver sjældent stående ét sted. Den breder sig til det, der ligger i nærheden af den, og det er som regel fem områder.
Søvnen bliver kortere og lettere. Et nervesystem, der er vænnet til at holde vagt, slapper ikke let af ved sengetid. Søvnbesvær med lang indsovning er blandt de tidligste følger, og for lidt søvn gør uroen sværere at regulere dagen efter. De to forstærker hinanden.
Kroppen bærer resten. Mavesmerter og kvalme, hovedpine eller spændinger i kroppen melder sig typisk om morgenen eller lige før de situationer, der udløser uroen. Barnet lyver ikke om det. Fornemmelsen er reel, den har bare en anden årsag.
Indlæringen bliver dyrere. Læring kræver et nervesystem, der er roligt nok til at optage nyt. Bruger barnet en stor del af sin kapacitet på beredskab, er der mindre tilbage til at koncentrere sig og deltage. Det ligner tit koncentrationsbesvær og er noget andet.
Vennerne bliver færre, uden at nogen har besluttet det. Jo mere uroen fylder, jo flere situationer undgås, hvor barnet kan blive set eller vurderet. Der er ingen konflikt, der er bare færre invitationer med tiden.
Hverdagen derhjemme lægger sig om mønstret. Ruter, tidspunkter, hvem der henter, hvad der ikke bliver sagt ved bordet. Familier tilpasser sig gradvist og bemærker det sjældent, før nogen udefra spørger, hvorfor I gør sådan.
- Undgåelse bekræfter nervesystemet i, at noget var farligt, uanset om det var det.
- Søvnmangel gør uroen sværere at regulere dagen efter, og uroen koster søvn samme nat.
- Det, der forsvinder, er ikke evner, men øvelse. Øvelse kan hentes igen.
Forskellen på at skåne barnet og at støtte det
De to ligner hinanden udefra og trækker i hver sin retning.
At skåne fjerner det svære. Barnet slipper for situationen, og roen indfinder sig i løbet af få minutter. Prisen er, at nervesystemet ikke får nye data, og at næste gang bliver en anelse sværere.
At støtte bliver hos barnet, mens det svære står på. Situationen er den samme, men barnet er ikke alene i den. Det er langsommere og føles værre for begge parter i selve øjeblikket.
Det er ikke et spørgsmål om enten eller. Der er dage, hvor det rigtige er at skåne, fordi der ikke er mere at give af. Problemet opstår, når skånen bliver standardsvaret.
En praktisk skelnen: spørg, om det, du gør nu, gør det lettere i dag eller lettere om en måned. Begge svar kan være rigtige. Det er fordelingen over tid, der afgør retningen.
Og en ting om skyld. Alle forældre skåner. Det er den mest naturlige reaktion, der findes, når ens barn er bange, og det er også derfor, mønstret er så udbredt.
Hvad tiden gør, og hvad den ikke gør af sig selv
Meget uro hos børn går over af sig selv. Frygten for mørket, for hunde, for at sove alene. Det hører til udviklingen og aftager, når barnet får flere erfaringer at holde det op imod.
Det, der ikke går over af sig selv, er et mønster, der bliver vedligeholdt hver dag af undgåelse. Problemet er ikke, at tiden går for langsomt, men at hver dag føjer endnu en bekræftelse til.
Mønstre fra barndommen kan derfor dukke op igen senere, særligt når livet belaster mere. Det er ikke en forudsigelse om, hvordan det går. Et barns nervesystem er fortsat under udvikling, og jo tidligere det møder noget andet end konstant undgåelse, jo mindre skal der til. Deri ligger også en trøst: Det, der holder mønstret i live, sker hver dag, og alt, hvad der sker hver dag, kan laves om lidt ad gangen.
Sådan bryder I mønstret uden at tage det svære fra barnet
Det, I kan lave om på i denne uge
Begynd med at anerkende uroen uden at forhandle om den. Jeg kan godt se, at det er svært virker bedre end en gennemgang af, hvorfor faren ikke er reel. Barnet ved som regel godt det sidste.
Vælg derefter én ting fra listen. Ikke den sværeste, og ikke den, der presser mest på i hverdagen. Den næstlette. I er ude efter en erfaring, ikke en sejr.
Og gør skridtet mindre, end I tror, det skal være. At blive de første ti minutter til fødselsdagen er en erfaring. At blive der hele tiden er et krav. Kroppen lærer af det, der bliver gennemført.
- Sig, hvad du ser, frem for at vurdere det: 'du er urolig for det i morgen', ikke 'det er der ingen grund til'.
- Læg faste, forudsigelige rammer om aftenen. Forudsigelighed sænker baggrundsstøjen for et system i beredskab.
- Aftal skridtet på forhånd og i detaljer, så det ikke skal forhandles i selve situationen.
- Ros det, barnet gjorde, ikke hvordan det gik. Indsatsen kan gentages, resultatet kan ikke bestilles.
Det, der skal have måneder
Grundtilstanden er det tunge greb, og den flytter sig langsomt. Søvn, bevægelse og måltider til nogenlunde faste tider afgør, hvor let alarmen går i gang, uafhængigt af hvad barnet tænker om situationen.
Regn samtidig med, at kurven ikke er lige. Der kommer uger, hvor noget, der var lykkedes, ikke lykkes igen. Sådan ser indlæring ud, og det er værd at sige højt på forhånd.
Hold øje med retningen frem for med de enkelte dage. Bliver listen kortere hen over et par måneder, virker det, også selvom denne uge var dårlig. Og pas på din egen tilstand: et barn aflæser din uro, uanset hvor godt du skjuler den.
Hjælp til børn med angst
Konkrete tilgange, du kan bruge i hverdagen, når du vil bryde et mønster, der har stået på for længe.
Ofte stillede spørgsmål om ubehandlet angst hos børn
Nej. Nervesystemet hos et barn er stadig under udvikling og bliver ved med at kunne lære nyt. Et langvarigt mønster tager længere tid at vende, men retningen kan skiftes.
En fase aftager af sig selv over uger, mens listen over ting, barnet undgår, holder sig nogenlunde stabil. Et mønster kendes på, at listen vokser, og at hverdagen efterhånden lægger sig om den.
Vedvarende uro kan gøre det svært at falde i søvn, og for lidt søvn gør uroen sværere at håndtere dagen efter. Bliver mønstret mødt, retter søvnen sig som regel op igen.
Nej. Det siger noget om, hvordan nervesystemet har lært at reagere, og om at lettelse er en meget stærk læremester. Det siger ikke noget om, hvor godt et barn bliver passet på.
Ja. Temperament og erfaringer er forskellige fra barn til barn, selv i samme familie. To børn kan møde det samme og ende med hver sin tærskel for, hvornår kroppen slår alarm.
Pres og undgåelse er ikke de eneste to muligheder. Det, der plejer at flytte noget, er små, aftalte skridt, som barnet gennemfører med en voksen ved siden af. Skridtet skal være lille nok til at lykkes.
Når dit barn har angst
Alle tegnene samlet ét sted: hvad du ser udefra, hvorfor beroligelse ikke holder, og hvad der flytter noget over tid.
Hvad er angst?
Mekanikken bag det mønster, der vokser: hvorfor lettelse er så stærk en læremester, og hvad der kan læres om igen.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- Anxiety disorders in children and adolescents: A summary and overview of the literature.
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
- Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.
- The human emotional brain without sleep.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.