Som pårørende: Når sygdomsangst vokser af andres sygdom
Sygdomsangst som pårørende opstår ofte, når en i familien er alvorligt syg. Frygten for selv at blive ramt vokser sig let stor – især ved sygdomme, der føles arvelige.
Når sygdommen får et ansigt, du kender
Tal om risiko sætter sig sjældent fast. En procentsats glider forbi, fordi der ikke er nogen at hænge den op på.
Sidder du derimod på en gang og venter sammen med din far, holder sygdommen op med at være et tal. Den har et ansigt, en stemme og en hverdag, du kender indefra.
Din egen risiko har ikke ændret sig fra den ene uge til den næste. Det, der har ændret sig, er hvor let du kan forestille dig sygdommen ske.
Og kroppens alarm skelner dårligt mellem det, der sker, og det, du forestiller dig i detaljer. Er billedet skarpt nok, går en del af den samme reaktion i gang, som hvis det var dig, der lå der.
Den opmærksomhed, du har trænet i månedsvis
Du har brugt lang tid på at holde øje med en anden krop. Om hun spiser. Om han er blevet tyndere. Hvor lang tid der går, før trætheden melder sig.
Den opmærksomhed slukker ikke, fordi du kører hjem. Den flytter over på den nærmeste krop, du har adgang til hele døgnet, og det er din egen.
Sådan melder frygten sig, når du er den pårørende
Du sammenligner dine egne symptomer med hendes. Hver gang du mærker noget, kommer spørgsmålet: Havde hun også det her, før nogen opdagede det? Sammenligningen har den ubehagelige egenskab, at den næsten altid kan finde et match, fordi almindelig træthed og tidlige sygdomstegn ligner hinanden på overfladen.
Du tjekker kroppen oftere, end du plejer. En hånd op til halsen, et tryk på maven, et blik i spejlet i et bestemt lys. Det føles som at tage ansvar. At overvåge kroppen for symptomer gør signalerne tydeligere at få øje på, ikke mere pålidelige at tolke.
Du stiller det samme spørgsmål til flere. Først til din partner, så til en ven, så i et søgefelt klokken halv tolv om aftenen. Svaret beroliger i en time eller to. Så vender tvivlen tilbage, og du søger bekræftelse hele tiden uden at komme nærmere en ro, der holder.
Uroen følger kalenderen frem for kroppen. Dagene op til en kontrol hos den, der er syg, er ofte de tungeste, og de har intet med dine egne signaler at gøre. Bagefter falder det til ro igen i en periode, indtil næste dato nærmer sig.
Tankerne springer direkte til enden. Fra en fornemmelse i brystet til et scenarie med en samtale, en besked til dine børn og en begravelse. Katastrofetanker springer mellemregningerne over, og netop derfor føles de så overbevisende.
Din risiko har ikke ændret sig fra den ene uge til den næste. Det, der har ændret sig, er hvor let du kan forestille dig sygdommen ske.
Skyldfølelsen, der lægger sig oven på bekymringen
De fleste pårørende kender fornemmelsen af, at deres egen frygt er upassende. Hun er den syge. Du har det fysisk fint. Hvad giver dig ret til at være bange?
Så bliver bekymringen holdt inde, og du svarer “fint, det går” på spørgsmål, der ikke bliver stillet særlig ofte alligevel.
Det gør to ting på én gang. Frygten forsvinder ikke af at blive holdt inde, den bliver bare uden vidner. Og skyldfølelsen lægger sig som et ekstra lag oven på, så du nu har to ting at bære rundt på i stedet for én.
Omsorg og selvopholdelse kører i samme menneske samtidig. Det ene beviser ikke, at det andet er falsk.
Arveligheden, og det den ikke afgør
Arvelighed betyder vidt forskellige ting fra sygdom til sygdom. For nogle tilstande vejer familiehistorien tungt, for andre næsten ingenting, og for de fleste ligger svaret et sted midt imellem sammen med alt muligt andet.
Det er konkret information om den enkelte sygdom, ikke en generel regel, der kan slås op ét sted.
Men selv et præcist tal løser sjældent det, uroen beder om. Frygten stiller ikke et statistisk spørgsmål. Den stiller et spørgsmål om dig, og det kan et tal om en gruppe ikke svare på.
Hvorfor et tal om din risiko sjældent gør uroen mindre
Uroen retter sig mod det næste. Et svar dækker det tidspunkt, det blev givet på. Uroen handler om alle de tidspunkter, der kommer bagefter, og dem findes der ingen måling af.
Sikkerhed er en umulig bestilling. Det, frygten går efter, er en garanti for, at det aldrig sker. Ingen oplysning kan levere den, og hvert forsøg på at finde den ender derfor med en påmindelse om, at du ikke kan vide det.
Selve søgningen skærper problemet. Hver gang du leder efter beroligelse, øver du opmærksomheden i at lede. Det, du træner, bliver hurtigere og lettere at sætte i gang næste gang.
Når din egen alder nærmer sig hendes
Mange får en tung periode omkring det år, hvor sygdommen ramte i familien. En kvinde, hvis mor blev syg som 52-årig, kan mærke uroen tage til flere måneder før sin egen 52-års fødselsdag.
Der er ikke kommet nye signaler i kroppen. Der er kommet et tal, som hovedet har givet betydning.
At vide det på forhånd ændrer ikke, at perioden er tung. Det ændrer, hvad du tilskriver den: en dato, du har nærmet dig, frem for et varsel om noget, der er på vej.
Sådan får du frygten ned i størrelse
Når tanken lige har ramt
Uroen har et niveau i kroppen, og det kan sænkes, mens tanken stadig står der. Du behøver ikke være færdig med at tro på tanken, før kroppen får lov at falde.
Sæt fødderne i gulvet og træk vejret ud dobbelt så længe, som du trækker ind, i et minut eller to. Pulsen falder på udåndingen, så en lang udånding giver kroppen mere tid i den fase.
- Lad hånden blive, hvor den er. Undlad at mærke efter det samme sted igen.
- Skriv tanken ned ordret, som den lyder: 'tænk hvis det også er mig'.
- Giv den en tid: Den her kigger jeg på i morgen klokken ni.
- Læg mærke til i morgen klokken ni, hvor meget af trangen der er tilbage.
Så længe forløbet omkring hende står på
Adskil de to kroppe med noget konkret. Hendes forløb har sine datoer, sine svar og sine samtaler. Dine egne har deres. Fører du dem i hver sin kalender eller på hver sin seddel, bliver det sværere for hovedet at læse hendes historie som en forudsigelse om din.
Saml spørgsmålene i stedet for at stille dem løbende. En seddel med det, du undrer dig over, tager presset af det enkelte spørgsmål. Efter et par uger kan du se, hvor mange af dem der aldrig blev til noget.
Sæt en ramme om søgningen frem for et forbud. Et forbud holder sjældent, og et brud føles som et nederlag. Et fast kvarter om dagen holder bedre, og kvarteret plejer at skrumpe af sig selv med tiden.
Lad én anden høre frygten. Ikke for at få den afvist, men fordi en frygt, der bliver sagt, som regel fylder mindre end en, der bliver tygget alene i bilen på vej hjem fra hospitalet.
Pas på grundtilstanden i en periode, hvor du ikke har lyst. Søvn, mad og bevægelse sænker det niveau, uroen starter fra. Tanken forsvinder ikke af det, men den får sværere ved at tage fat.
Sygdomsangst
Hvad der kendetegner den vedvarende frygt for alvorlig sygdom, og hvad der hjælper.
Ofte stillede spørgsmål om sygdomsangst som pårørende
Ja. Det er en af de mest almindelige reaktioner hos pårørende, og den kommer især, når sygdommen føles arvelig eller kunne ramme tilfældigt. Sygdommen er gået fra at være et tal til at være noget, du har set tæt på, og det gør den langt lettere at forestille sig ske for dig selv.
Nej. Omsorg for en anden og frygt for sig selv kører i det samme menneske på samme tid, og det ene gør ikke det andet falsk. Skyldfølelsen over reaktionen er ofte tungere end reaktionen i sig selv.
Fordi datoen er en konkret påmindelse, og fordi ventetiden er uvished uden noget at gøre imens. Det er dér, alarmen kører hårdest. Læg mærke til, at uroen følger kalenderen og ikke nye signaler i din krop.
Arvelighed vejer meget forskelligt fra sygdom til sygdom, og for de fleste tilstande spiller den sammen med en lang række andre forhold. Et tal om en gruppe kan i øvrigt sjældent berolige en frygt, der handler om dig selv – derfor holder svaret så kort.
Fordi opmærksomheden er rettet derhen. Kroppen leverer hele tiden små signaler, som du normalt ikke registrerer, og når du leder efter noget bestemt, bliver netop det tydeligere. Det er en ændring i, hvad du bemærker, snarere end i, hvad kroppen gør.
For mange falder uroen, når forløbet omkring den syge bliver mere forudsigeligt, og der er færre datoer at vente på. Fortsætter opmærksomheden på din egen krop, længe efter at situationen har lagt sig, er det som regel ikke sygdommen, der holder den i gang længere, men vanen med at tjekke.
Hvad er angst?
Frygten for selv at blive syg er én af de former, den samme grundreaktion tager. Overblikket viser, hvad formerne har til fælles.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- Helbredsangst.
- Anxiety.
- Morbid preoccupations, health anxiety and reassurance: a cognitive-behavioural approach to hypochondriasis.
- The effects of safety behaviors during exposure therapy for anxiety: Critical analysis from an inhibitory learning perspective.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.