Hjælpen, der fastholder: Sådan virker redderrollen
Er du den, der altid træder til, længe før nogen har bedt om det? Redderrollen handler med god vilje – men spørgsmålet er, hvad hjælpen egentlig gør ved den, der modtager den.
Hvad er redderrollen?
Redderrollen er positionen i dramatrekanten, hvor en person ser et problem hos en anden og reagerer ved straks at ville løse det. De to andre positioner er offerrollen og krænkerrollen – ingen af de tre er faste personlighedstyper, men positioner man glider ind og ud af.
Hjælpen kommer typisk med ægte medfølelse. Men er effekten den samme som intentionen? Ofte ikke: Den, der får hjælpen, lærer sjældent selv at navigere situationen, når redderen konsekvent gør det for dem.
Hvordan kan man kende redderrollen?
Mønstret er ikke altid let at få øje på – hverken hos andre eller hos sig selv.
Overtager styringen. Problemet tages ud af den andens hænder, ikke fordi der bliver bedt om det, men fordi det føles rigtigst at handle.
Bruger tiden på at berolige, ikke på at afklare. Trøst fylder mere end konkrete spørgsmål om, hvad der reelt kan gøres.
Tager skylden, når det ikke virker. “Jeg burde have gjort mere” er et kendt refræn – en form for skyldfølelse, der vender ansvaret indad, selv når problemet aldrig var redderens.
Glemmer egne grænser. Redderen strækker sig langt ud over, hvad der er fornuftigt, gang på gang.
Hvad gør man det for? Sjældent kun for den andens skyld. Bag den hjælpsomme adfærd ligger der ofte et behov for at føle sig kompetent, nødvendig eller i kontrol – menneskelige behov, som ikke i sig selv er noget problem. Problemet opstår, når de behov er det, der reelt styrer hjælpen.
Hvorfor forhindrer hjælpen forandring?
Hvis intentionen er god, hvorfor bliver resultatet så ofte det modsatte?
Fordi passiviteten cementeres. Når nogen altid træder til, forsvinder incitamentet til selv at handle. Det er ikke dovenskab – det er en logisk reaktion på, at situationen altid bliver løst udefra.
Fordi ubehaget omgås, ikke bearbejdes. Trøst giver kortvarig lettelse. At arbejde sig igennem noget svært giver varig forandring. Redderen tilbyder som regel det første.
Fordi blikket flyttes væk fra roden. Når opmærksomheden konstant ledes mod løsninger og beroligelse, bliver det sværere at se klart på, hvad der egentlig foregår.
Hver gang redderen overtager, flyttes en lille smule af ansvaret væk fra den, der egentlig ejer problemet.
Hvad koster rollen redderen selv?
Er det gratis at være den, der altid hjælper? Nej. At bære andres velbefindende over lang tid tærer, og der er ingen naturlig grænse indbygget i rollen. Det ender ofte i udmattelse – ikke fordi redderen er svag, men fordi opgaven er umulig at fuldføre.
Mødes hjælpen med afvisning, kan reaktionen være stærkere, end situationen tilsiger: irritation, sårethed, en trang til at gøre det godt igen. Det er et tegn på, at noget af redderens eget – måske en uro over ikke at slå til, måske en gammel selvstraf-tendens – er blandet ind i hjælpen.
Kan redderrollen hænge sammen med angst?
For nogle gør den. At holde andre ude af problemer kan ligne mestring – man er jo aktiv, man gør noget. Men aktiviteten er ofte drevet af en indre uro ved at lade stå til, og den uro slapper aldrig helt af, fordi der altid er nogen, der potentielt har brug for hjælp.
Hvad skaber en anden dynamik?
Kan mønstret ændre sig, uden at nogen behøver være perfekte? Ja – men det kræver, at begge parter ser deres egen del af det.
Når det sker
Impulsen til at overtage kan mærkes, før den handles på. At stille et spørgsmål i stedet for at komme med et svar er en lille, konkret ændring: “Hvad tænker du selv, der kunne virke?”
- Vent med at løse – spørg først, hvad den anden selv har overvejet.
- Læg mærke til, om hjælpen bliver ydet, fordi den er bedt om, eller fordi ubehaget ved at vente er for stort.
- Sæt en grænse for, hvor meget der ydes – på forhånd, ikke midt i situationen.
I hverdagen
At finde steder at bearbejde egen uro – uden at bruge andres problemer som distraktion – frigør energi, der ellers bruges på at redde. Søvn og pauser er en del af det: et udmattet nervesystem har mindre plads til at vælge en anden reaktion end den vante.
På længere sigt
At anerkende fremskridt hos den anden, uden at tage del af æren, er en øvelse i sig selv. Det kræver ikke, at redderrollen forsvinder helt – kun at den bliver mindre automatisk, og at hjælpen i stigende grad bliver et valg frem for en refleks.
Ofte stillede spørgsmål om redderrollen
Redderrollen er en position i dramatrekanten, hvor en person reagerer på en andens vanskeligheder ved at overtage ansvar og løse problemet for dem – ofte i et omfang, der holder den anden fast i en passiv position.
Ikke på den måde, intentionen tilsigter. Forandring opstår oftest først, når personen selv møder situationen og oplever, at de kan håndtere den.
Fordi impulsen til at handle ofte er drevet af en indre uro, ikke kun af omsorg for den anden. At lade stå til kan opleves ubehageligt i sig selv.
For nogle gør den. Den konstante opmærksomhed på andres velbefindende kan holde et nervesystem i alarmberedskab, forklædt som ansvarlighed.
Hvad er angst?
Trangen til at træde til kan være din egen uro, der leder efter noget at gøre. Hvor uroen kommer fra, står i det brede overblik.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- Fear and the defense cascade.
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
- Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.