Hvorfor ordet beskriver noget der ikke findes
Klokken er tre om natten. Du har ligget vågen siden lidt over et, og et sted derinde holdt du op med at søge på symptomer. Dem kender du. Hjertebanken, knuden, den der summen i armene.
Nu søger du på noget andet. Du søger på, hvordan du bliver fri.
Angstfri er kun et ord.
Det beskriver ikke en tilstand der findes hos mennesker. Ikke hos dig. Ikke hos den mest afbalancerede person du kender. Ikke hos den du overvejer at ringe til i morgen.
Baseret på tilknytningsforskning (Bowlby, Ainsworth), neurobiologisk forskning i hjernens forsvarsarkitektur (Bandler & Shipley, Mobbs et al.) og 15.000 kliniske timer. Forskningen er fundamentet, perspektivet er fra praksis.
Angst er ikke noget du har eller ikke har
Det er en skala. Og du bevæger dig på den hele tiden, uden at lægge mærke til det.
Dit nervesystem holder øje med omgivelserne døgnet rundt. Det vurderer afstand, tonefald, lys, lyde, hvor mange mennesker der er i rummet, hvor tæt de står. Det gør det hurtigere end du kan nå at tænke, og det gør det uden at spørge dig.
Når vurderingen giver udslag, skruer kroppen op. Når den ikke gør, skruer den ned. Op og ned, hele dagen, hele natten.
Genkender du det? Du trækker vejret dybere i en kø, uden at have besluttet det. Du ryster hånden løs efter et opkald du var nervøs for. Du vender puden om klokken tre og falder i søvn igen. Du går en tur rundt om huset, fordi kroppen ikke ville sidde ned.
Det er regulering. Du har gjort det hele livet. De fleste gange lægger du ikke mærke til det, og det er netop pointen: det virkede.
Så holder det op med at række
Der sker noget. En besked. Et opbrud. En periode uden ordentlig søvn. En arbejdsplads hvor du aldrig helt kan lægge opgaverne fra dig. En krop der ikke restituerer som den plejede.
Belastningen bliver større end den regulering du har til rådighed.
Ikke fordi du er blevet svagere. Fordi afstanden mellem hvad der kræves af dig, og hvad der er plads til, er blevet for stor.
Det der brister, er ikke dig.
Det er rækkevidden. Og rækkevidde er ikke en egenskab du enten har eller mangler. Det er noget der ændrer sig med søvn, med belastning, med hvor længe du har kørt på reserven, og med hvad du har lært at gøre når kroppen skruer op.
Hvorfor ordet ikke holder
Hvis angst var en tilstand, kunne den slukkes. Hvis den er en skala, kan den ikke.
Et nervesystem der ikke længere reagerede på fare, ville ikke være et roligt nervesystem. Det ville være et nervesystem der ikke passede på dig. Du ville ikke dukke dig, når noget kom flyvende mod dit ansigt. Du ville ikke mærke at stemningen skiftede i et lokale.
Så spørg dig selv, mens du sidder der klokken tre: hvad er det egentlig du gerne vil af med?
De fleste svarer det samme, når de får tid til at tænke over det. Ikke reaktionen. Bare det at den fylder mere end situationen kalder på, og at den bliver ved, når den ikke længere skal bruges til noget.
Det er noget andet end angstfri. Og det er noget der kan arbejdes med.
Tre måder at regulere
Alle regulerer. Men ikke ens. Over tid lægger de fleste sig i et mønster, og mønsteret siger noget om hvad der sker, når det ikke længere rækker.
Nogle strammer op
Du løser det ved at få styr på det. Planlægger, forbereder, tjekker en ekstra gang. Det virker næsten altid, og det virker så godt at ingen omkring dig opdager at der bliver reguleret.
Når rækkevidden slipper op, bliver kontrollen ikke mindre. Den bliver mere. Og du bliver træt af noget du ikke kan pege på, fordi du udefra ser ud som om du har styr på det.
Nogle scanner
Du læser rummet. Ansigter, tonefald, den lille pause inden nogen svarer. Du ved hvordan de andre har det, ofte før de selv gør.
Når rækkevidden slipper op, bliver scanningen ikke skarpere. Den bliver konstant. Og du kan ikke længere skelne mellem hvad du opfanger, og hvad du forestiller dig.
Nogle gør begge dele
Du strammer op i en periode. Så holder det ikke længere, og du skifter til at scanne. Så bliver det for meget, og du strammer op igen.
Når rækkevidden slipper op, bliver skiftene hurtigere. Og det bliver svært at sige hvad du egentlig gør, fordi svaret ændrer sig alt efter hvornår du bliver spurgt.
Ingen af de tre er forkerte. De er strategier der har virket længe nok til at blive vaner. Spørgsmålet er ikke hvilken du bruger. Det er hvad der sker, når den ikke længere rækker.
En ting du kan gøre lige nu
Det her udvider ikke din rækkevidde. Det henter et par centimeter, og det gør det hurtigt nok til at du kan mærke forskellen inden for et minut.
Dobbelt indånding, lang udånding
- Træk vejret ind gennem næsen, til lungerne er næsten fulde.
- Uden at puste ud: tag en kort indånding mere oveni. Den er lille. Den skal være der.
- Pust langsomt ud gennem munden, længere end du trak ind.
- Gentag to eller tre gange. Ikke mere.
Hvad der sker i kroppen: den anden lille indånding folder de dele af lungerne ud, der falder sammen når vejrtrækningen har været overfladisk længe. Den lange udånding forlænger tiden mellem hjerteslagene. Puls og vejrtrækning er koblet sammen, og udåndingen er den ende du selv kan tage fat i.
Læg mærke til at det ikke fjernede noget. Det flyttede noget en lille smule. Sådan ser regulering ud, når man gør det med vilje i stedet for automatisk.
Hvad du kan gøre med det
Du kan ikke få et nervesystem der ikke reagerer. Du ville heller ikke bryde dig om det, hvis du kunne.
Du kan arbejde med rækkevidden. Med søvnen, med belastningen, med hvad du gør når kroppen skruer op, og med hvor længe du plejer at vente, før du gør noget som helst.
Det er langsommere end et ord der lover at det hele forsvinder. Til gengæld beskriver det noget der findes.
Det er ikke svært at forstå.
Det er svært at gøre, og det er en anden opgave.
Kilder
- Bowlby, J. (1969). Attachment and Loss, Vol. 1: Attachment. Basic Books.
- Bandler, R. & Shipley, M. T. (1994). Columnar organization in the midbrain periaqueductal gray: modules for emotional expression? Trends in Neurosciences, 17(9), 379-389.
- Mobbs, D. et al. (2007). When fear is near: threat imminence elicits prefrontal-periaqueductal gray shifts in humans. Science, 317(5841), 1079-1083.
- Sundhedsstyrelsen (2007). Referenceprogram for angstlidelser hos voksne.
Hvornår du skal et andet sted hen end her
Det her er en side om, hvordan nervesystemet fungerer. Det er ikke behandling, og det erstatter ikke din læge.
Gå til din læge, hvis uroen har varet ved i uger, hvis du har fysiske symptomer du ikke har fået undersøgt, eller hvis du har trukket dig fra ting du plejede at kunne.
Har du tanker om at gøre skade på dig selv, så vent ikke. Ring til din læge, til Livslinien på 70 201 201, eller til 112.
Læs videre
Du svarer fint Hvorfor ingen spørger til den der fungerer.
