I tirsdags sad du i et møde og sagde noget klogt om budgettet. Du havde ligget vågen siden halv fire. Ingen i lokalet opdagede noget, og bagefter sagde en kollega at du altid er så rolig.
Prøv at tænke tilbage. Hvornår spurgte nogen dig sidst, hvordan du egentlig har det?
Og hvis nogen gjorde: hvad svarede du?
Du svarede fint.
Hvis du skal tænke længe over hvornår du sidst svarede noget andet, er du ikke et særtilfælde. Du er det typiske tilfælde.
Baseret på tilknytningsforskning (Bowlby, Ainsworth), neurobiologisk forskning i hjernens forsvarsarkitektur (Bandler & Shipley, Mobbs et al.) og 15.000 kliniske timer. Forskningen er fundamentet, perspektivet er fra praksis.
Andre læser din funktion som din tilstand
Mennesker aflæser hinanden hurtigt og overfladisk. Det skal de, for der er ikke tid til andet. Vi bruger et enkelt signal: klarer personen det, der skal klares?
Gør du det, er sagen afsluttet. Ikke fordi nogen er ligeglade, men fordi der ikke var noget der bad om opmærksomhed.
Det betyder at den mængde omsorg du bliver tilbudt, ikke afhænger af hvordan du har det. Den afhænger af hvor godt du skjuler det. Og du skjuler det godt, fordi du har øvet dig siden du var barn.
Genkender du det?
Du svarer “jo, det går” og mener det halvt. Du aflyser ikke, selvom du burde. Du tager en opgave mere, fordi det er hurtigere end at forklare hvorfor du ikke kan. Og bagefter er du irriteret på dem der ikke opdagede noget.
Og når nogen så spørger
Fint er ikke en løgn. Det er en forkortelse.
Du fungerer. Du løste opgaven. Ingen har taget skade. Fint er teknisk korrekt, og det er det korteste sande svar du har.
Alternativet ville tage tid. Du skulle finde et sted at begynde, og du er ikke sikker på hvor det er, fordi du heller ikke har sagt det til dig selv. Personen der spurgte, har ti sekunder og et ben på vej ud af døren. At sige noget andet end fint ville kræve at I begge to stoppede op, og det er dig der skal bede om det.
Så du siger fint. Ikke fordi du skjuler noget. Fordi det er hurtigere, og fordi det passer.
Læg mærke til hvad der så sker
Den der spurgte, får et svar der siger: her er ikke noget at følge op på. Og de tror på dig, for du har aldrig givet dem grund til andet. Næste gang spørger de ikke. Ikke fordi de er ligeglade. Fordi de fik svaret.
Sløjfen lukker altså i begge ender. De spørger mindre, fordi du fungerer. Og når de spørger, lukker du den selv.
Det er ubehageligt at læse. Det er også den eneste gode nyhed i hele teksten, for kun den ene ende af sløjfen sidder hos nogen du ikke kan styre.
Det bliver værre, jo bedre du bliver
Her er mekanikken, og den er ubehagelig.
Det at fungere er ikke bare noget du gør. Det er den måde du regulerer på. Når kroppen skruer op, tager du fat i noget konkret: en opgave, en liste, et problem der kan løses. Det virker. Uroen falder, mens du arbejder.
Så du gør det igen. Og fordi du gør det tit, bliver du dygtig til det.
Det er der belastningen begynder at vokse usynligt. Jo mere presset du er, jo mere præcist arbejder du. Og jo mere præcist du arbejder, jo mindre grund har nogen til at spørge.
Du får altså mindst opmærksomhed lige præcis når du har mest brug for den.
Ikke fordi omgivelserne svigter. Fordi strategien virker i begge ender: den holder dig kørende, og den holder alle andre uvidende. Også dem der gerne ville vide det.
Sådan ser det ud, når det begynder at koste
Det melder sig ikke som et sammenbrud. Det gør det næsten aldrig. Det melder sig som en indsnævring.
Der bliver kortere til det korte
Ikke på arbejdet. Der holder du. Det er derhjemme, over noget småt: en skuffe der står åben, et spørgsmål stillet på det forkerte tidspunkt. Bagefter forstår du ikke hvor det kom fra.
Der bliver færre ting du siger ja til
Du melder afbud til det frivillige først. Middagen, træningen, weekenden hos vennerne. Ikke fordi du ikke gider. Fordi der ikke er overskud til det der ikke er nødvendigt, og du prioriterer det væk uden at bemærke at du gør det.
Søvnen flytter sig
Du falder i søvn uden problemer, fordi du er udmattet. Men du vågner ved tretiden, og der er ingen tanke der vækkede dig. Tankerne kommer bagefter, når kroppen allerede har skruet op.
Ingen af de tre ligner angst. Det er derfor det tager år, før nogen kalder det ved navn. Heller ikke dig selv.
Tre spørgsmål der siger mere end en test
Svar ærligt. Ingen ser svarene.
- Hvornår sagde du sidst nej til noget, du godt kunne have klaret?
Kan du ikke huske det, har du ikke haft en grænse i brug for nylig. Så bliver den ikke trænet. - Hvad gør du i den første halve time, når du kommer hjem?
Går du direkte videre til næste opgave, har du ikke en overgang. Kroppen bliver i det gear den var i. - Hvem ville opdage det, hvis du havde det skidt i tre uger?
Er svaret ingen, er det ikke et tegn på at du er alene. Det er et tegn på at du er blevet god til at fungere. Men resultatet er det samme.
De spørgsmål er ikke en test. De er en måde at se, hvor meget af din dag der bliver båret af noget du ikke selv har lagt mærke til.
Det er ikke et argument for at falde sammen
Du behøver ikke bryde sammen for at have ret til at tage det alvorligt.
Det er den fælde de fleste velfungerende går i: de venter på et bevis. Noget der er tydeligt nok til at andre kan se det, så de ikke selv skal stå på mål for beslutningen om at gøre noget. Og fordi de er dygtige til at fungere, kommer beviset sent. Ofte for sent til at det er en lille sag at rette op på.
Evnen til at fungere er ikke problemet. Den er en styrke, og den har bragt dig hertil.
Problemet er at den også gør dig usynlig, og at den gør det gennem dit eget svar. Der kommer ikke nogen udefra og retter op på det.
Næste gang nogen spørger, behøver du ikke fortælle det hele.
Du kan nøjes med at lade være med at sige fint.
Kilder
- Bowlby, J. (1969). Attachment and Loss, Vol. 1: Attachment. Basic Books.
- Bandler, R. & Shipley, M. T. (1994). Columnar organization in the midbrain periaqueductal gray: modules for emotional expression? Trends in Neurosciences, 17(9), 379-389.
- Mobbs, D. et al. (2007). When fear is near: threat imminence elicits prefrontal-periaqueductal gray shifts in humans. Science, 317(5841), 1079-1083.
- Sundhedsstyrelsen (2007). Referenceprogram for angstlidelser hos voksne.
Ansvarsfraskrivelse:
Indholdet er formidling af viden om nervesystemet. Det er ikke behandling, terapi eller lægelig rådgivning og erstatter ikke kontakt til læge, psykolog eller psykiater. Ved akut krise: ring til din læge, Livslinien på 70 201 201, eller 112.
