Sitofobi: Angst for at spise, og hvad frygten faktisk gælder
Angst for at spise handler sjældent om maden i sig selv. Den handler om, hvad der kan ske bagefter – og det er dét, der adskiller den fra en spiseforstyrrelse.
Hvad er sitofobi?
Sitofobi er angst for at spise eller for bestemte fødevarer. Den viser sig som en liste over retter, der føles sikre, og en anden liste, der ikke gør – og den første bliver kortere med tiden.
Den vigtigste skelnen står her: sitofobi handler om, hvad maden kan gøre. At du kan blive dårlig, kaste op, blive forgiftet, få det galt i halsen eller reagere på noget.
Det er en anden sag end en spiseforstyrrelse, hvor det, der er på spil, er kropsopfattelse, vægt og kontrol. De to kan optræde sammen, men de er ikke det samme, og det, der hjælper, er forskelligt.
Hvad hedder angst for at spise også?
Ordet kommer af græsk sîtos, “korn” og i bredere forstand “føde”, sammen med phóbos, “frygt”. Formen sitiofobi ses også.
Cibofobi bruges om det samme og bygger på det latinske cibus, “mad”. På dansk er madangst det udtryk, folk oftest bruger.
Sitofobi symptomer: De tegn, der går igen
Symptomer på sitofobi handler om, hvad maden kan gøre, ikke om selve smagen eller mængden. En fornemmelse i maven bagefter bliver læst som bevis på, at noget var galt med retten, og den samme ret undgås næste gang uden at være testet igen. Sådan bliver listen over sikre retter kortere, uden at nogen beslutning er taget bevidst.
Listen bliver kortere. Retter falder fra og kommer sjældent tilbage af sig selv.
Måltider ude er svære. Du ved ikke, hvad der er i, og du kan ikke kontrollere tilberedningen.
Første mundfuld er værst. Går den godt, går resten som regel også.
Kroppen tjekkes bagefter. Fornemmelser i maven læses som varsler i timevis efter.
Hvorfor opstår sitofobi?
For mange er der en enkelt begivenhed: en madforgiftning, en gang hvor noget satte sig i halsen, eller en kraftig reaktion på noget spist. Én oplevelse er nok, netop fordi det handler om noget, der ryger ind i kroppen og ikke kan tages ud igen.
Derefter breder det sig. Systemet gemmer ikke retten, men træk ved den – konsistensen, farven, at det var noget, andre havde lavet. Og de træk findes i mange andre retter.
Det, der bliver gemt, er ikke måltidet. Det er en konsistens, en farve, en situation – og de findes overalt.
Så kommer forholdsreglerne, og de får æren hver gang. Gik måltidet godt, tilskrives det den ret, du valgte, eller det, du undlod. Det er dét, der får listen til at skrumpe uden nogen beslutning.
Hos børn ses en mildere udgave omkring nye retter, og den er almindelig – se angst for nye ting. Den går som regel over, når der ikke presses på.
Opkastet, bakterierne eller blikkene ved bordet
Er frygten for at kaste op, se angst for at kaste op. De to følges tit ad, og undgåelsen ser ens ud udefra.
Er det bakterier og smitte i maden, se angst for bakterier. Er det at spise foran andre, ligger social angst tættere på. Og handler det om at få det galt i halsen, er det den situation, arbejdet skal rette sig mod.
Er vægt og kropsopfattelse en del af billedet, er det noget andet end en fobi, og det hører til et andet sted end her.
Sitofobi behandling: Sådan arbejder du med den
Behandling af sitofobi følger ingen fast plan, fordi det varierer for meget, hvilke retter der er svære. Det, der rykker noget, er at hente retter tilbage på listen én ad gangen og i små portioner, gentaget flere dage i træk. Går et måltid skævt undervejs, sletter det ikke de gange, der allerede er gået godt – det betyder bare, at næste portion skal være mindre.
I selve øjeblikket
Følg rytmen
4 sekunder ind. 8 sekunder ud.
- Begynd med en lille mundfuld frem for at vente på at være klar. Ventetiden gør det ikke lettere.
- Spis langsomt og tyg færdigt. Roligt tempo fjerner en stor del af det, der frygtes.
- Hold en samtale i gang. Opmærksomhed på maven forstærker enhver fornemmelse i den.
- Undlad at tjekke, hvordan det føles, i timen efter. Tjekket holder spørgsmålet åbent.
Det, der flytter noget over tid
Det, der virker, er at få retter tilbage på listen, én ad gangen, og i doser. En lille portion af noget fravalgt, gentaget flere dage i træk, mens erfaringen er frisk.
Rækkefølgen bør følge det, der er nemmest at komme i gang med – ikke det vigtigste. En ret, der er tæt på noget, du allerede spiser, er et bedre første skridt end den, du savner mest.
Og så gælder det om at holde op med at tilskrive de gode måltider forholdsreglerne. Gik det godt, gik det godt – ikke fordi du undlod noget.
- Hver gang et måltid går godt, får det, du undgik, æren. Derfor falder retter fra, uden at nogen har valgt det.
- Det er også derfor, listen sjældent vokser af sig selv igen. Den skal udvides med vilje.
Når bordet bliver det, du undgår
Måltider bliver færre, vægten falder, og det sociale liv krymper med dem, fordi meget af det foregår omkring et bord – sådan ser grænsen ud ved sitofobi.
Frygten for at blive dårlig blander sig ofte med frygten for at kvæles, og med den simple usikkerhed om, hvad der egentlig er i maden, andre har lavet.
Det rammer både voksne og børn. Hos voksne bliver det ofte holdt skjult i årevis, netop fordi det er let at få til at ligne almindelige præferencer.
Hver enkelt fobi er beskrevet for sig, med hvad den typisk udløser, og hvad der hjælper.
Ofte stillede spørgsmål om sitofobi
Ordet kommer af græsk sîtos (korn, føde) og phóbos (frygt). Cibofobi bruges om det samme og bygger på latin cibus.
Nej. Sitofobi handler om, hvad maden kan gøre – blive dårlig, kaste op, få noget galt i halsen. Ved en spiseforstyrrelse er det kropsopfattelse, vægt og kontrol, der er på spil.
Fordi hvert måltid, der går godt, tilskrives det, du undgik. Retter falder fra, uden at nogen har besluttet det, og listen vokser sjældent af sig selv igen.
Med en ret, der ligger tæt på noget, du allerede spiser – ikke den, du savner mest. Små portioner gentaget flere dage i træk virker bedre end store spring.
Samme princip i mindre skridt: retten på tallerkenen mange gange uden krav om, at den bliver spist. Det er gentagelsen og ikke overtalelsen, der gør arbejdet.
Hvad er angst?
Måltidet kan ikke undgås, og det gør uroen til noget dagligt frem for noget lejlighedsvist.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
- Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.
- A cognitive approach to panic.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.