Radiofobi: Angst for stråling, og det sanserne ikke kan bekræfte
Angst for stråling deler et træk med smittefrygt: der er ingenting at se. Og et beredskab, der ikke kan få bekræftet, at der ikke er noget, slukker ikke af sig selv.
Hvad er radiofobi?
Radiofobi er uro ved stråling – fra apparater, master, ledninger, undersøgelser eller omgivelser.
Den hører til den lille gruppe af fobier, hvor objektet ikke kan sanses. Man kan hverken se, høre, lugte eller mærke det, og det er ikke et sidepunkt. Det er hele forklaringen på, hvordan tilstanden opfører sig.
Hvad hedder angst for stråling også?
Ordet bygger på latin radius, “stråle”, sammen med græsk phóbos, “frygt”. Det er altså endnu et af de navne, der er sat sammen af to sprog.
Begrebet kom i brug i forbindelse med atomulykker i det 20. århundrede og bruges både om enkeltpersoners uro og om reaktioner i befolkninger.
På dansk siger man strålingsangst eller bare bange for stråling.
Radiofobi symptomer: Sådan viser frygten sig
Symptomer på radiofobi bygger på noget, der ikke kan ses, høres eller mærkes, og det præger hele mønstret. En helt almindelig træthed eller hovedpine bliver læst som et bevis udefra, og det udløser en ny runde med kortlægning af apparater og afstande. Fordi objektet ikke lader sig sanse, udebliver den bekræftelse, der ellers slukker uroen.
Apparater kortlægges. Hvor står de, og hvor tæt sover du på dem.
Kroppen tolkes. Hovedpine og træthed får en forklaring, der peger udad.
Man læser meget. Og finder altid nogen, der siger noget andet.
Roen efter en måling er kort. Et par dage, sjældent mere.
Hvorfor opstår radiofobi?
Nervesystemet slukker et beredskab, når noget bekræfter, at der ikke er nogen fare. Den bekræftelse leveres normalt af sanserne – du kigger, lytter, ser efter.
Ved noget usanseligt findes den mulighed ikke. Du kan ikke se efter og konstatere, at der ikke er noget, og derfor bliver tilstanden hængende uanset hvor meget du ved.
Det er ikke viden, der mangler. Det er den bekræftelse, sanserne normalt leverer, og som her ikke findes.
Så træder forholdsreglerne til. Apparater flyttes, afstande øges, ting slukkes om natten. Hver enkelt giver ro med det samme, og hver gang der ikke sker noget, får forholdsreglen æren.
Målinger virker som en løsning og er det sjældent. De besvarer spørgsmålet for dette øjeblik og dette sted – og efterlader alle andre øjeblikke og steder åbne.
Frygten for stråling er sjældent alene
Er det frygten for at blive syg, se angst for at blive syg og angst for kræft.
Er det smitte og urenhed, se angst for bakterier – mekanikken er den samme, kun adressen er en anden. Og fylder helbredet bredt, se helbredsangst.
Radiofobi behandling: Det, der plejer at flytte noget
Behandling af radiofobi lader sig ikke sætte på skabelon, fordi det, den bygger på – noget usynligt – heller ikke kan måles væk. Fremgangen ligger i at skære søgninger og målinger ned, én ad gangen, og mærke uroen falde uden dem. Melder trangen til at tjekke sig igen, er det ikke ensbetydende med at stå, hvor du startede – bare en søgning, der skal lægges fra sig igen.
I selve øjeblikket
Følg rytmen
4 ind · 4 hold · 4 ud · 4 hold
- Læg søgningen fra dig. Der findes altid en kilde mere, og den næste modsiger den forrige.
- Sæt emnet en fast tid på dagen frem for at tage det nu.
- Gør noget fysisk i ti minutter. Aktivering falder gennem kroppen, ikke gennem argumenter.
- Undlad at flytte noget i dag. Hver flytning bliver en ny forholdsregel.
Det, der flytter noget over tid
Det, der virker, er at skære i det, der giver den korte ro: søgningerne, målingerne, spørgsmålene til andre og de forholdsregler, der er kommet til hen ad vejen.
Én ad gangen, og længe nok til at mærke, at uroen falder af sig selv bagefter. Det er dét, systemet skal opdage – ikke at der ikke er nogen fare, men at uroen går over uden at blive dæmpet.
Mere information hjælper ikke. Det er en af de få tilstande, hvor du kan læse dig længere væk fra ro.
- En måling gælder ét sted og ét tidspunkt. Uroen handler om alle de andre.
- Derfor holder resultatet kun i dage – og derfor følger der som regel en ny måling efter.
Ikke mere sikkerhed, men mindre behov for den
Det er sjældent strålingen selv, der bestemmer hverdagen – det er tvivlen om den. Apparater, der ikke må bruges. Soveværelser, der bliver rykket. Arbejde eller boliger, valgt efter afstand til noget, ingen kan pege præcist på.
Frygten kan handle om sygdom, der viser sig år senere, om ikke at kunne beskytte dine børn, eller bare om det uafgørlige i sig selv – at du aldrig kan vide det med sikkerhed.
Det er uafgørligheden, der bærer tilstanden. Derfor er svaret heller ikke mere sikkerhed, men mindre behov for den.
Den her er én af mange. Oversigten over fobier samler dem, der er beskrevet hver for sig.
Ofte stillede spørgsmål om radiofobi
Ordet bygger på latin radius (stråle) og græsk phóbos (frygt). Det kom i brug i forbindelse med atomulykker i det 20. århundrede.
Fordi der altid findes en kilde mere, og fordi den næste modsiger den forrige. Det er en af de få tilstande, hvor du kan læse dig længere væk fra ro.
Fordi den gælder ét sted og ét tidspunkt, mens uroen handler om alle de andre. Derfor følger der som regel en ny måling efter.
Mekanikken er den samme: Objektet kan ikke sanses, og derfor kan sanserne ikke levere den bekræftelse, der ellers slukker et beredskab.
Skære i det, der giver den korte ro – søgninger, målinger, forholdsregler – én ting ad gangen, og længe nok til at mærke, at uroen falder af sig selv.
Hvad er angst?
Stråling kan ikke sanses, og en alarm, der aldrig får et modbevis, bliver stående.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
- Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.
- Morbid preoccupations, health anxiety and reassurance: a cognitive-behavioural approach to hypochondriasis.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.