Kinetofobi: Angst for bevægelse, og hvorfor stilstand gør det værre
Angst for bevægelse har en indbygget fælde. Man holder sig i ro for at undgå svimmelhed, og det er præcis roen, der forhindrer balancesystemet i at falde på plads igen.
Hvad er kinetofobi?
Kinetofobi er uro ved bevægelse – sin egen eller omgivelsernes. Den viser sig som forsigtige hovedbevægelser, som ubehag i rulletrapper og elevatorer, og som en modvilje mod alt, der får verden til at flytte sig.
Den er sjældent noget, der begynder af sig selv. Som regel er der gået en periode med svimmelhed forud, og derefter er det ikke svimmelheden, du undgår, men bevægelserne, der plejede at udløse den.
Hvad hedder angst for bevægelse også?
Ordet kommer af græsk kínēsis, “bevægelse”, og phóbos, “frygt”.
Kinesiofobi bruges om nogenlunde det samme og møder man oftest i forbindelse med smerter, hvor det handler om frygt for at bevæge sig og gøre skaden værre.
På dansk er der ikke et fast ord. Folk siger bevægelsesangst eller angst for at blive svimmel.
Kinetofobi symptomer: Sådan viser frygten sig
Symptomerne på kinetofobi begynder med en svimmelhed, kroppen aldrig fik lov at arbejde færdig. Tanken lægger faren over på selve bevægelsen, og resultatet bliver et hoved, der bevæger sig lidt langsommere for hver dag, der går.
Hovedet drejes langsomt. Og du opdager det ikke selv.
Man holder sig fast. Ved gelændere, karme, en bordkant – også hvor der ikke er brug for det.
Blikket sættes fast. På et punkt, i stedet for at følge med rundt.
Rulletrapper og elevatorer undgås. Alt hvor verden bevæger sig, mens du selv står stille.
Hvorfor opstår kinetofobi?
Balancen bygger på tre kilder: det, øjnene ser, det, ørerne registrerer om hovedets stilling, og det, musklerne og leddene melder om kroppens position. De tre skal stemme overens.
Har der været en periode, hvor de ikke gjorde det, opstår svimmelhed. Systemet kan justere sig ind igen – men det kræver bevægelse. Det er kun gennem gentagne bevægelser, at det finder ud af, hvad der er rigtigt.
Balancesystemet kalibrerer sig gennem bevægelse. Holder du dig i ro, tager du netop det væk, der skulle bringe det på plads.
Og dér er fælden. Man holder hovedet stille for at undgå ubehag, og systemet får dermed aldrig de data, det skulle bruge. Svimmelheden bliver hængende, og forsigtigheden virker bekræftet.
Oveni ligger anspændtheden. Stive nakkemuskler og et fastlåst blik gør faktisk balancen dårligere – du svajer mere, ikke mindre, når du holder igen.
Er svimmelheden det egentlige?
Er svimmelheden det centrale, se svimmelhed, som beskriver mønstret nærmere.
Er det køretøjer og transportsyge, se køreangst og flyskræk. Er det trapper, se angst for trapper. Og er det frygten for at falde, se angst for smerte.
Kinetofobi behandling: Hvad der kan øves
Balancesystemet kalibrerer sig forskelligt fra person til person, og derfor ser behandling af kinetofobi forskellig ud fra gang til gang – nogle har brug for flere, kortere øvelser, andre for færre og længere. Går det tilbage i en periode, hører det med til forløbet og er ikke et nederlag.
I selve øjeblikket
Følg rytmen
4 sekunder ind. 6 sekunder ud.
- Slip nakken bevidst, og lad hovedet dreje i normalt tempo. Langsomt er ikke sikrere.
- Lad blikket flytte sig med. Et fastlåst blik gør balancen dårligere, ikke bedre.
- Slip grebet om det, du holder fast i, i ti sekunder ad gangen.
- Træk vejret ud, og lad skuldrene falde. Spænding forstyrrer det, musklerne melder om stillingen.
Det, der flytter noget over tid
Det, der virker, er at bevæge sig – gradvist og gentaget. Små hovedbevægelser mange gange dagligt, derefter større, derefter hurtigere. Målet er ikke at undgå svimmelhed, men at bevæge sig så meget, at systemet får noget at arbejde med.
Det er kontraintuitivt, og derfor er det værd at sige rent ud: et vist ubehag undervejs er ikke et tegn på, at du gør noget forkert. Det er den situation, systemet skal bruge for at justere sig.
Doseringen ligger i, at ubehaget skal være til at holde ud og aftage inden for få minutter. Er det ikke tilfældet, er skridtet for stort – ikke øvelsen forkert.
- At holde hovedet stille giver ro med det samme og fjerner samtidig det, der skulle bringe balancen på plads.
- Det er derfor, en periode med svimmelhed kan trække ud i måneder, uden at der er noget nyt til.
Butikken med det forkerte lys
Hvor lidt skal der til, før en gåtur bliver aflyst? For nogle med kinetofobi ganske lidt – en butik med de forkerte hylder og det forkerte lys er nok til at vælge indkøbet fra, og bevægelsesradius bliver langsomt mindre uge for uge.
Frygten for at falde driver noget af det, frygten for at blive dårlig foran andre driver noget mere, og under det hele ligger for nogle bare fornemmelsen af, at verden ikke står stille – en oplevelse, der ikke behøver nogen konkret grund.
Det er en af de fobier, hvor det, der føles klogest, er stik modsat af det, der faktisk hjælper. Bare den viden gør ifølge mange en mærkbar forskel.
Frygt, der låser sig fast på ét bestemt objekt, kaldes fobisk angst – se de øvrige former.
Ofte stillede spørgsmål om kinetofobi
Ordet kommer af græsk kínēsis (bevægelse) og phóbos (frygt). Kinesiofobi bruges om nogenlunde det samme, oftest i forbindelse med smerter.
Fordi balancesystemet justerer sig gennem bevægelse. Holder du hovedet stille, får det aldrig de oplysninger, det skal bruge for at falde på plads.
Ubehag under øvelse er ikke det samme som skade. Doseringen er, at ubehaget skal være til at holde ud og aftage inden for få minutter – ellers er skridtet for stort.
Fordi stive nakkemuskler og et fastlåst blik forstyrrer to af de tre kilder, balancen bygger på. Du svajer faktisk mere, når du holder igen.
Med små hovedbevægelser mange gange dagligt, og derefter større og hurtigere. Hyppighed betyder mere end varighed.
Hvad er angst?
Transportsyge og uro deler symptomer, og det gør dem svære at skille ad indefra.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
- Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.
- A cognitive approach to panic.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.