Hydrofobi: Angst for vand, og ordet der betyder to ting
Angst for vand rammer sjældent der, hvor folk tror. Det er ikke dybden, men vandet omkring ansigtet – og derfor kan et brusebad være sværere end en badesø.
Hvad er hydrofobi?
Hydrofobi er angst for vand – ikke kun det dybe, men vand som sådan. For nogle gælder det havet og søerne, for andre også bruseren, badekarret og vand, der løber ned over ansigtet.
Det er den vigtigste skelnen på hele siden. Frygten sidder oftest ikke i dybden, men i ansigtet. Derfor kan du møde nogen, der bader i en sø til livet og ikke kan holde ud at få hovedet under i et brusebad.
Hvad hedder angst for vand også?
Ordet kommer af græsk hýdōr, “vand”, og phóbos, “frygt”. På dansk siger de fleste vandskræk eller bare bange for vand. Aquafobi bruges også, dannet af det latinske ord for vand.
Her er der grund til et forbehold, for ordet dækker to helt forskellige ting. I medicinsk sammenhæng er hydrofobi navnet på et symptom ved rabies, hvor synkningen bliver umulig og vand derfor afvises. Det har intet med en fobi at gøre – det er ren og skær ordsammenfald, og det er værd at vide, hvis du støder på ordet i en anden sammenhæng.
Hydrofobi symptomer: De tegn, der går igen
Symptomerne på hydrofobi sidder oftest i ansigtet, ikke i dybden: vand, der dækker næse og mund, opleves som en trussel mod vejrtrækningen alene, uanset hvor lavt vandet er. Uro giver høj, hurtig vejrtrækning, som gør kroppen tungere i vandet, og den tyngde bekræfter, at der var noget at være urolig for. Derfor kan et brusebad føles værre end en dyb sø.
Ansigtet er grænsen. Vand til brystet er én ting, vand over næsen en anden.
Vejrtrækningen bliver høj. Hurtig og øverst i brystet, hvilket gør flydeevnen dårligere.
Bunden skal kunne mærkes. Ikke ses – mærkes under fødderne.
Badeværelset kan være med. For nogle er brusebadet det sværeste sted af alle.
Hvorfor opstår hydrofobi?
Vand omkring ansigtet rører ved noget helt grundlæggende: muligheden for at trække vejret. Det behøver hverken at være dybt eller farligt. Det skal bare dække næse og mund.
Derfor er reaktionen så kraftig og så hurtig. Den passerer ikke en vurdering først, for der er ikke tid til en vurdering, når det handler om luft.
Det behøver ikke være dybt. Det skal bare dække næse og mund, og så er der ikke længere noget at forhandle om.
Dertil kommer, at uroen forværrer situationen fysisk. Hurtig, høj vejrtrækning gør kroppen tungere i vandet og bevægelserne mere hektiske – og så bliver det sværere at flyde, præcis når du har mest brug for det.
For mange er der en begyndelse: en gang hvor de gik under, en svømmeundervisning der gik hårdt til, eller en episode som barn. For andre er der ingen, og reaktionen opfører sig alligevel ens.
Ikke alt vand skræmmer ens
Er det dybden og det åbne hav, se angst for det åbne hav. Er det selve det at gå i bad og vaske sig, se ablutofobi.
Er det følelsen af ikke at kunne komme op, se angst for lukkede rum. Og går det på, hvad der kan være i vandet, ligger angst for dyr tættere på.
Hydrofobi behandling: Hvad der virker
I behandling af hydrofobi doseres ansigtet før dybden: vand til knæene, til livet, til brystet, og først til sidst over næsen. Tempoet er det, kroppen kan følge med i, ikke en fast tidsplan. En dårlig dag i vandet sætter ikke fremskridtet tilbage til bunden af bassinet.
I selve øjeblikket
Følg rytmen
4 sekunder ind. 8 sekunder ud.
- Træk vejret dybt og langsomt ned i maven. Det gør kroppen lettere i vandet, ikke kun roligere.
- Hold fast i kanten med én hånd. Ét kontaktpunkt ændrer hele situationen.
- Bliv, hvor du kan bunde, og flyt dig ikke, mens uroen topper.
- Aftal på forhånd, hvor længe du bliver. En kendt slutning gør begyndelsen mulig.
Det, der flytter noget over tid
Doseringen følger ansigtet og ikke dybden. Vand til knæene, til livet, til brystet – og først derefter vand på ansigtet, vand over næsen, hovedet under.
Det er en rækkefølge, mange vender om, fordi dybden virker som det svære. Men går du dybere uden at have vænnet dig til ansigtet, står du med to nye ting på én gang.
Vejrtrækningen er den anden halvdel. At øve rolig udånding med ansigtet i vandet – i et håndvaskfyldt bassin, hvis det er der, du er – er den enkeltøvelse, der flytter mest.
- Uro giver høj, hurtig vejrtrækning, og den gør kroppen tungere og bevægelserne mere hektiske i vandet.
- Det er en af de få steder, hvor rolig vejrtrækning ikke bare er en teknik mod angst, men også en praktisk fordel.
Ikke drukningen, men bunden under fødderne
En ferie ved vandet fravælges. Svømmehallen bliver et sted, du ikke tager dine børn med hen. For nogle ligger bekymringen dybere end selve badet: Hvad, hvis nogen kommer i vanskeligheder, og du ikke kan hjælpe?
Det, der forbinder de fleste med vandskræk, er ikke drukningen som sådan, men fornemmelsen af ikke at kunne bunde – den melder sig længe før vandet bliver dybt nok til reelt at være farligt. Selv vand på ansigtet uden nogen dybde at tale om kan gøre det ulideligt.
Det rammer voksne mindst lige så ofte som børn, og det har intet at gøre med, hvor godt du svømmer. Mange med vandskræk kan rent faktisk svømme fint – de bruger det bare aldrig.
Mønstret er det samme, uanset hvad frygten retter sig mod. Se listen over dem alle: fobier.
Ofte stillede spørgsmål om hydrofobi
Ordet kommer af græsk hýdōr (vand) og phóbos (frygt). På dansk hedder det vandskræk eller angst for vand.
Nej. Ordet bruges i medicinsk sammenhæng om et symptom ved rabies, hvor synkning bliver umulig. Det er et rent ordsammenfald og har intet med en fobi at gøre.
Fordi frygten oftest sidder i ansigtet og ikke i dybden. Vand, der løber ned over næse og mund, rører ved muligheden for at trække vejret – uanset hvor lidt der er.
Hydrofobi gælder vand som sådan, også i lav dybde. Thalassofobi gælder det åbne hav og det, du ikke kan se ned igennem.
Med ansigtet frem for med dybden: vand til knæene, til livet, til brystet, og derefter vand på ansigtet. Og med rolig udånding, som både beroliger og gør kroppen lettere i vandet.
Hvad er angst?
Det svære er sjældent vandet, men ansigtet under det.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
- Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.
- How breath-control can change your life.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.