Autofobi: Angst for at være alene, også i sit eget hjem
Melder angst for at være alene sig, så snart døren lukker efter den sidste? Uroen handler sjældent om stedet, men om at der ikke er nogen at aflæse situationen sammen med.
Hvad er autofobi?
Autofobi er angst for at være alene – også i kendte, trygge omgivelser, hvor der objektivt set ikke er noget at reagere på.
Den handler sjældent om ensomhed i betydningen at savne selskab. Den handler om, hvad der sker i kroppen, når der ikke er nogen anden til stede: en beredskabstilstand, der ikke slukker, fordi der ikke er nogen at dele vurderingen af situationen med.
Hvad hedder angst for at være alene også?
Det kliniske navn er autofobi, af græsk autós, “selv”, og phóbos, “frygt”. Bogstaveligt betyder det altså “frygt for sig selv” – betydningen har flyttet sig med tiden.
Monofobi bruges lige så tit og er mere præcist, af mónos, “alene”. Du støder også på eremofobi og isolofobi. Og bemærk: auto- har intet med biler at gøre her.
Autofobi symptomer: Hvad der sker, når den sætter ind
Symptomer på autofobi sætter ind i selve overgangen: Døren lukker, og kroppen skifter beredskab med det samme. Uden nogen at spejle sig i bliver almindelige lyde til noget, der skal tolkes, og tolkningen driver hånden mod telefonen for at skabe selskab på afstand. De tre led – krop, tolkning, handling – kommer næsten altid i den rækkefølge.
Døren, der lukker. Uroen sætter ind i selve overgangen, ikke efter timer.
Lyde bliver til spørgsmål. Det, der ellers er baggrundsstøj, kræver pludselig en forklaring.
Telefonen bliver et anker. Beskeder, opkald, en podcast – noget der gør, at der er nogen.
Aftener og nætter er værst. Det er der, huset er stille, og der ikke er opgaver til at fylde.
Hvorfor opstår autofobi?
Mennesker regulerer sig efter hinanden. Er der en anden i rummet, som er rolig, aflæser nervesystemet det og skruer ned. Alene mangler den reference, og enhver fornemmelse skal afgøres på egen hånd.
For nogle er der en konkret anledning: et panikanfald, der kom, mens de var alene, eller en sygdomsepisode uden nogen til stede. Så kobles alenetid sammen med tanken om, at hvis det sker igen, er der ingen til at gribe det.
Alene er der ingen at aflæse. Hver lyd skal afgøres på egen hånd, og systemet vælger den sikre tolkning.
Selskab, der søges hver gang uroen melder sig, holder mønstret ved lige. Det virker med det samme og fortæller samtidig systemet, at alenetiden var noget, der skulle løses. Samme mekanik som ved konstant bekræftelse.
Alene, forladt eller ensom
Handler det om at være væk fra én bestemt person frem for om at være alene i sig selv, ligger det tættere på separationsangst.
Er det mørket eller natten, der bærer uroen, se mørkerædsel. Og fylder savnet af forbindelse mere end uroen, er ensomhed en anden indgang til det samme.
Autofobi behandling: Det, der rykker over tid
Tid alene, doseret i trin fra en halv time til en hel aften, er det nærmeste, behandling af autofobi kommer på en fast plan. Der findes ingen genvej uden om gentagelsen. Bliver en enkelt aften for meget, og telefonen bliver grebet efter ti minutter, er det ikke bevis på, at arbejdet er spildt – den tæller bare med som en af de aftener, det var sværere.
I selve øjeblikket
Følg rytmen
4 sekunder ind. 6 sekunder ud.
- Sæt en lyd på, der er forudsigelig – radio slår stilhed, fordi den ikke kræver tolkning.
- Gør noget med hænderne. Aktivering falder hurtigere ved bevægelse end ved at sidde det ud.
- Forlæng udåndingen, mens uroen topper. Den gør det tidligt og aftager.
- Vent med at ringe. Ti minutter mere er ofte nok til, at bølgen vender.
Det, der flytter noget over tid
Doseringen er tiden alene, ikke afstanden til andre. En halv time før to timer, eftermiddag før aften, aften før nat. Hver gang uroen får lov at toppe og falde uden at blive afbrudt, får systemet en erfaring, det kan bruge.
Det er derfor, det er værd at vente med opkaldet. Ikke fordi kontakt er forkert, men fordi timingen afgør, hvad systemet lærer af det.
- At få nogen til at komme giver ro med det samme og gør næste alenetid en anelse sværere.
- Målet er ikke at klare sig uden andre. Det er, at alenetid holder op med at være noget, der skal overstås.
Grænsen mellem at foretrække selskab og at kræve det
Hvornår er det gået fra at foretrække selskab til noget, der styrer hele hverdagen? Når aftener planlægges for at undgå at være alene, en partner ikke må tage afsted, og tilværelsen hænger fast i andres kalender.
Nogle er bange for ikke at kunne få hjælp, hvis noget sker. Andre mangler nogen til at bekræfte, at alt er, som det skal være. Atter andre er det stilheden selv, der er svær – ingen andens tilstand at rette opmærksomheden mod.
Det er lige så almindeligt hos voksne som hos børn, og det siger intet om, hvor selvstændig du er i øvrigt.
Frygt, der låser sig fast på ét bestemt objekt, kaldes fobisk angst – se de øvrige former.
Ofte stillede spørgsmål om autofobi
Det hedder autofobi, af græsk autós (selv) og phóbos (frygt). Monofobi bruges lige så tit og er mere præcist.
Nej. Ensomhed er savnet af forbindelse. Autofobi er uro ved selve det at være alene, og den kan melde sig, selv hos den, der har rigeligt med relationer.
Fordi der ikke er opgaver til at optage opmærksomheden, og fordi lyde i et stille hus kræver en tolkning, du skal lave alene.
Nej. Det græske autós betyder 'selv'. Sammenfaldet med det danske ord for bil er tilfældigt.
Ved at øve den i doser: en halv time før to timer, eftermiddag før aften. Hver gang uroen topper og falder af sig selv, får systemet en ny erfaring.
Hvad er angst?
Alene-tid udløser hos nogle et kropsligt alarmsvar, der ikke har noget med ensomhed at gøre.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
- Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.
- The Age of Onset of Anxiety Disorders.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.