Apifobi: Angst for bier og hvepse, når frygten har en rigtig kerne
Angst for bier og hvepse adskiller sig fra andre dyrefobier på ét punkt: her gør det faktisk ondt, hvis det går galt. Derfor virker fornuftsargumenter dårligere her end noget andet sted.
Hvad er apifobi?
Apifobi er angst for bier – og i praksis også for hvepse, som er dem, de fleste faktisk møder ved frokostbordet.
Den skiller sig ud blandt dyrefobier ved at have en reel kerne. Et stik gør ondt. Det er ikke en frygt, der bygger på noget, som ikke sker, og derfor holder det almindelige argument ikke: Du kan ikke sige, at der ikke er noget.
Det, der er ude af proportion, er ikke frygten for stikket. Det er, hvor meget af sommeren den fylder.
Hvad hedder angst for bier også?
Her er en sproglig detalje, der skiller sig ud. Næsten alle fobinavne er græske – apifobi er ikke. Ordet bygger på det latinske apis, “bi”, sammen med græsk phóbos.
Den rent græske form findes også og hedder melissofobi, af mélissa, “bi”. Frygten for hvepse har sit eget navn, sphecsofobi, af sphḗx, “hveps”.
I daglig tale er der ingen, der skelner. De fleste siger bange for bier eller angst for hvepse, uanset hvilket dyr der summer.
Apifobi symptomer: Det, kroppen gør først
Symptomer på apifobi sætter ind ved lyden, længe før dyret er set. Summen alene mobiliserer kroppen, opmærksomheden retter sig mod alt spiseligt, der kunne trække en hveps til, og sommeren bliver kortere år for år.
Lyden kommer først. Reaktionen sættes i gang af summen, ikke af synet.
Alt spiseligt bliver et problem. Sodavand, kage, frugt – det er dét, der trækker hvepsene til.
Man slår ud efter dem. Og ved godt, at det er den mest uheldige reaktion.
Sommeren bliver kortere. August og september er de måneder, der ryger.
Hvorfor opstår apifobi?
Kombinationen er usædvanlig: et dyr, der bevæger sig uforudsigeligt, som kan flyve, som kommer tæt på ansigtet, og som kan gøre ondt. Hvert træk for sig ville være nok til at få opmærksomhed. Sammen giver de en reaktion, der kommer, før du har tænkt.
Så er der lyden. Summen kan høres, før dyret ses, og det betyder, at beredskabet aktiveres på et tidspunkt, hvor der ikke er noget at kigge på. Du leder efter noget, du ved er der – og den tilstand er svær at slukke.
Her kan du ikke sige, at der ikke er noget. Man kan kun forholde sig til, hvor stor en del af sommeren det skal fylde.
Det, der gør frygten uforholdsmæssig, er som regel ikke stikket, men beregningen omkring det. En enkelt hveps kan lukke en have, flytte et måltid indendørs og bestemme, om vinduet må stå åbent.
Og så er der reaktionen selv. At slå ud efter en hveps øger risikoen for at blive stukket – så den adfærd, frygten producerer, arbejder direkte imod sit eget formål.
Stikket, smerten og reaktionen bagefter
Gælder det insekter bredt, se insektskræk. Er det edderkopper, se edderkoppeskræk.
Er det smerten i sig selv, der bærer frygten, ligger angst for smerte tættere på. Og er det en tidligere kraftig reaktion på et stik, der fylder, se helbredsangst.
Apifobi behandling: Hvor arbejdet begynder
Man bestemmer ikke selv, hvornår en hveps dukker op, og derfor kan behandling af apifobi ikke planlægges som ved andre dyrefobier. Det, der batter, er at øve selve reaktionen – at blive siddende – gentaget, længe før der er en hveps til stede. En sommer med mere undgåelse end den foregående gør ikke de tidligere skridt ugjorte.
I selve øjeblikket
Følg rytmen
4 sekunder ind. 8 sekunder ud.
- Lad hænderne blive, hvor de er. Udslag og hurtige bevægelser er dét, der udløser stikket.
- Rejs dig langsomt og gå to skridt væk, hvis du skal væk. Langsomt er sikrere end hurtigt.
- Læg låg på det søde. Det er maden og ikke dig, den er kommet efter.
- Træk vejret ud i det dobbelte af tiden, du trækker det ind, mens du venter på, at den flytter sig.
Det, der flytter noget over tid
Doseringen er anderledes her end ved andre dyrefobier, fordi du ikke kan bestemme, hvornår en hveps dukker op. Til gengæld kan du bestemme, hvad du gør, når den gør.
Derfor øver du reaktionen frem for eksponeringen: at blive siddende, at flytte dig langsomt, at lade være med at slå. Det kan trænes uden en hveps til stede og bruges, når der er en.
Og så kan afstanden doseres, hvor det er muligt: en video, et vindue med en flue udenfor, en tur forbi et blomsterbed, en frokost i haven med låg på maden.
- At slå ud efter en hveps er den reaktion, der oftest fører til et stik. Frygtens eget svar arbejder imod den.
- Derfor er det at blive siddende ikke bare et mod-øvelse. Det er også den mest praktiske løsning.
Sommeren er det første, den tager
Middagen flyttes indenfor. Haven står ubrugt. Ture aflyses, og børnene lærer efterhånden at reagere på samme måde som forælderen. Sommeren er det, frygten for bier tager fra en først.
Smerten ved stikket, det at slet ikke kunne se, hvor bien er, eller en konkret oplevelse med en kraftig reaktion efter et stik, dengang det faktisk skete – det er forskelligt, hvad der driver frygten.
Hvor udbredt er den? Angst for stikkende insekter er blandt de mest udbredte overhovedet, og den bliver sjældent talt om, netop fordi frygten virker rimelig.
Den her er én af mange. Oversigten over fobier samler dem, der er beskrevet hver for sig.
Ofte stillede spørgsmål om apifobi
Ordet bygger usædvanligt nok på latin: apis betyder bi, og phóbos er græsk for frygt. Den rent græske form hedder melissofobi.
Fagligt sphecsofobi, af græsk sphḗx (hveps). I daglig tale skelner de færreste, og de fleste siger bare bange for bier eller hvepse.
Frygten for selve stikket har en kerne, ja. Det, der kan blive uforholdsmæssigt, er hvor stor en del af sommeren beregningen omkring den fylder.
Lad hænderne blive, hvor de er, og flyt dig langsomt, hvis du skal væk. At slå ud efter den er netop det, der oftest fører til et stik.
Ja, men du træner reaktionen frem for mødet, fordi du ikke selv bestemmer, hvornår der kommer en. At blive siddende og bevæge sig langsomt kan øves uden en hveps til stede.
Hvad er angst?
En bi har en reel brod, og reaktionen bliver alligevel større, end brodden kan forklare.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- Angst og nervøsitet.
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
- Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.