Algofobi: Angst for smerte, og hvorfor forventningen forstærker den
Angst for smerte har et træk, der gør den svær at komme udenom: opmærksomheden på smerte forstærker den. Frygten arbejder altså med at gøre det, den frygter, større.
Hvad er algofobi?
Algofobi er angst for smerte: for at komme til at gøre ondt, for at et indgreb bliver ubehageligt, eller for at en smerte, du kender, vender tilbage.
Den adskiller sig fra andre fobier ved, at objektet ikke er noget udenfor. Man kan gå udenom en hund. Man kan ikke gå udenom sin egen krop, og derfor har frygten adgang til noget hele tiden.
Hvad hedder angst for smerte også?
Det kliniske navn er algofobi, af græsk álgos, “smerte” – samme rod som i ordet analgetisk – sammen med phóbos, “frygt”.
Du møder også algiofobi og odynofobi, af odýnē, som ligeledes betyder smerte. På dansk siger man smertefobi eller bare bange for smerte.
Algofobi symptomer: Sådan ser mønstret ud
Symptomer på algofobi handler om, hvad kroppen gør, før noget overhovedet er sket. Musklerne spænder i forventning, enhver fornemmelse bagefter tolkes som bevis, og skåningen, der skulle beskytte, ender med at gøre kroppen stivere.
Opspændingen kommer først. Musklerne strammer, før der er sket noget.
Kroppen skannes. Fornemmelser tjekkes efter, og det du leder efter, findes.
Bevægelser bliver forsigtige. Man skåner, også hvor der ikke er noget at skåne.
Ventetiden er værst. Ikke selve øjeblikket, men timerne op til.
Hvorfor opstår algofobi?
Smerte er ikke en fast størrelse. Den samme påvirkning føles kraftigere, når du venter på den, holder øje med den og er anspændt – og svagere, når opmærksomheden er et andet sted.
Det er hele problemet i én sætning. Frygt for smerte skruer op for tre ting på én gang: forventning, opmærksomhed og muskelspænding. Alle tre gør oplevelsen stærkere.
Det, der skulle beskytte mod smerten, er præcis det, der gør den tydeligere.
Så kommer skåningen. Man bevæger sig anderledes for at undgå ubehag, og over tid bliver den forsigtige bevægelse selv en kilde til ømhed. Kroppen bliver stivere, ikke mere beskyttet.
For nogle er der en konkret begyndelse: et indgreb, der gjorde mere ondt end lovet, en periode med længerevarende smerter, eller en bedøvelse, der ikke virkede. Derefter er det ikke smerten, der forventes – det er, at du ikke kan stole på, hvad du får at vide.
Når smerten står for noget andet
Er det nålen og indgrebet, se nåleskræk. Er det tandlægestolen, se tandlægeskræk.
Handler det om, hvad smerten kunne betyde, frem for om smerten selv, ligger helbredsangst tættere på. Og holder du øje med kropslige fornemmelser bredt, se overdreven fokus på kroppen.
Algofobi behandling: Sådan bliver den mindre
Om det er forudsigelighed eller bevægelse, der batter mest, varierer fra person til person ved behandling af algofobi. Fælles for det, der batter, er at dosere bevægelsen i små mængder, gentaget nok til, at kroppen opdager, at skåningen ikke var nødvendig. En dag, hvor smerten fylder mere end ventet, trækker ikke fremgangen tilbage.
I selve øjeblikket
Følg rytmen
4 sekunder ind. 8 sekunder ud.
- Slip kæbe, skuldre og hænder bevidst. Opspændingen forstærker det, der kommer.
- Giv opmærksomheden en opgave – en samtale, en podcast, noget at kigge på.
- Beskriv fornemmelsen med ord i stedet for at vurdere den. 'Varm og trykkende' er anderledes end 'slemt'.
- Træk vejret langsomt ud. Udåndingen er den del, der sænker aktiveringen.
Det, der flytter noget over tid
Det, der virker, er at flytte opmærksomheden væk fra jagten på fornemmelser og over på noget udenfor. Ikke for at ignorere kroppen, men fordi den konstante skanning i sig selv forstærker det, den leder efter.
Bevægelse hører med. Skåning føles rigtigt og gør kroppen stivere over tid, og stivhed giver mere ømhed. Almindelig, dagligdags bevægelse i doser, du kan holde til, er den vej ud af den cirkel.
Og så er der forudsigeligheden. Ved at vide, hvad der skal ske, hvor længe det varer, og hvornår det stopper, falder forventningens andel af oplevelsen mærkbart.
- Den forsigtige bevægelse giver ro i dag og gør bevægelsen sværere i næste måned.
- Målet er ikke at ignorere smerte, men at holde op med at lade den bestemme, hvordan kroppen bruges i det hele taget.
Hverdagen indrettet efter et måske
Hvornår vælger frygten for smerte for meget fra? Når behandlinger udskydes, aktiviteter droppes, og hele hverdagen indrettes efter, hvad der måske kommer til at gøre ondt.
Nogle er bange for ikke at kunne stoppe det, når det først går i gang. Andre bærer på erfaringen af, at ingen troede på, hvor ondt det gjorde. En tredje ting er erindringen om en enkelt gang, hvor det var værre end lovet.
Det gælder både voksne og børn, og det er værd at vide, at frygten ikke siger noget om, hvor godt du tåler smerte. Mange med algofobi har netop været igennem mere end de fleste.
Den her er én af mange. Oversigten over fobier samler dem, der er beskrevet hver for sig.
Ofte stillede spørgsmål om algofobi
Ordet kommer af græsk álgos (smerte) og phóbos (frygt). På dansk hedder det smertefobi eller angst for smerte.
Ja. Forventning, opmærksomhed og muskelspænding gør alle tre oplevelsen stærkere – og frygten skruer op for præcis de tre ting.
Fordi der ikke er andet at gøre end at forberede sig, og forberedelsen består i at holde øje. Det er den tilstand, der forstærker det, der kommer.
Skåning giver ro på dagen og gør kroppen stivere over tid, og stivhed giver mere ømhed. Bevægelse i doser, du kan holde til, er det, der bryder cirklen.
At slippe kæbe, skuldre og hænder, at give opmærksomheden en opgave, og at vide præcis hvad der sker og hvornår det stopper. Forudsigelighed sænker forventningens andel af oplevelsen.
Hvad er angst?
Frygten for smerte retter sig mod noget, der endnu ikke er sket, og det er selve kernen i en alarm.
Kilder
Artiklen trækker på følgende kilder til videre læsning:
- The birth, death and resurrection of avoidance: a reconceptualization of a troubled paradigm.
- Maximizing exposure therapy: An inhibitory learning approach.
- A cognitive approach to panic.
Certificeret coach, psykoterapeut MPF, supervisor og åndedrætstræner. Arbejder med mennesker, hvis nervesystem har lært at reagere hurtigere, end de selv ønsker.