Er angst arveligt?
Angst er arveligt. Men ikke i den traditionelle forstand. For det er en kombination af arv og miljø.
Børn med forældre, der lider af angst, har en øget risiko for selv at udvikle angst. Forskning tyder på, at børnene har bestemte gener, som giver en større sårbarhed overfor angst.
Faktisk har børn af forældre med angst tre gange så stor risiko for at udvikle en angstlidelse.
Arv og miljø er et samspil
Arven kan dog ikke stå alene, for også miljømæssige faktorer spiller en rolle i risikoen for at udvikle angst.
Miljømæssige faktorer kan være:
- Stressende livsbegivenheder – eksempelvis traumer, tab, skilsmisse
- Dårlige sociale forhold
- Misbrug eller overgreb i barndommen
- Lavt selvværd
Samspillet mellem arv og miljø kan eksempelvis øge risikoen for angst på følgende måder:
- Hvis en person har gener, der gør dem mere disponible for angst, kan stressende hændelser eller miljømæssige faktorer udløse eller forværre angstsymptomer.
- Miljømæssige faktorer – eksempelvis misbrug eller overgreb i barndommen – kan omvendt ændre og skade generne. Det kan øge risikoen for at udvikle angst senere i livet, selv uden nogen familiehistorik med angst.
Det er vigtigt at huske, at selvom du har gener, der gør dig sårbar, behøver du ikke udvikle angst. Det samme gør sig gældende, hvis du udsættes for stressende eller traumatiserende livsbegivenheder, der kan føre til PTSD.
Angst og stress påvirker generne
Din gener bliver påvirket, og det betyder, at babyer allerede i fostertilstanden kan blive påvirket.
Er du stresset under din graviditet, kan den stress overføres til barnet i maven under jeres symbiose.
Biologien handler grundlæggende om at gøre os klar til at møde verden uden for livmoderen. Så er du som mor stresset på grund af forskellige livsomstændigheder, kan dit barn risikere at blive det samme.
Det kan betyde, at barnet fødes med prænatal stress, som kan have en varig påvirkning på barnet langt ind i livet.
Stress smitter
Kan stress hos manden også påvirke babyen i maven?
Ja, det kan det. For stress har det med at smitte. Hvis du som mand er stresset på arbejde og aldrig er hjemme, påvirker det også din partner og mor til barnet. Så står hun alene med alt på hjemmefronten.
Og måden, du er sammen med din partner på, kan også virke stress-smittende.
Håndterer du ikke stress, kan det udvikle sig til angst.
Frygt og angst er ikke det samme
Der er forskel på frygt og angst.
- Frygt kan du pege på, og det giver logisk mening, at du er bange. Eksempelvis hvis du støder på et farligt dyr.
- Angst giver en følelse af at være bange. Men du kan ikke pege på noget konkret som en logisk årsag.
Små børn kan mærke forældres angst
Børn på 3-4 år fornemmer, hvis mor eller far har angst.
De forstår ikke, at mor eller far har angst, men de sanser det. Og det former dit nervesystem som barn. Det bliver en slags følelse – for hvis mor eller far er angste, så må der være et eller andet at være bange for.
Barnet ved ikke, hvad det er bange for, men det kan give et et overfølsomt nervesystem og dermed en indgang til angst.
Spejlneuroner – når du spejler dig i andre
Alle mennesker er født med spejlneuroner.
En nyfødt baby har sjældent den store ansigtsmimik. Så når du som mor eller far laver ansigter og smiler, er babyen ofte mere eller mindre udtryksløs.
Men pludselig smiler babyen tilbage.
Det skyldes spejlneuroner, som begynder at hvirvle rundt i babyens hjerne, når den ser sine forældre smile.
Det sker, når du har smilet tilstrækkeligt mange gange, og babyens neuronstier i hjernen er blevet tykke nok til at smile tilbage. De samme spejlneuroner spejler også forældrenes, angst, stress, depression og andre psykiske lidelser.
Spejlneuronerne hænger tæt også sammen med empati, og at du kan sætte dig i andre menneskers sted og føle, hvordan de har det. Det er med til at forme nervesystemet, og barnet kan næsten kopiere sine forældre via spejlneuronerne.
På den måde kan du vokse op med generaliseret angst – men uden en reel idé om, hvad du er angst for.
Sådan kan du spotte tidlige tegn på arvelig angst
Der kan være flere tidlige tegn på, at et barn er ved at udvikle angst. Men det er vigtigt at fastslå, at det ikke behøver være et udtryk for angst.
- Er barnet bange for et eller andet? Det kan eksempelvis være bange for at gå i skole, børnehave eller lignende. Så kan det være et tegn på et sensitivt nervesystem, der gør barnet mere sårbart for at udvikle angst.
- Har barnet lavt selvværd? Og magter det ikke at håndtere de udfordringer, der forventes af det gennem opvæksten? Så kan det også være et udtryk for et sensitivt nervesystem.
- Kæmper barnet med følelsesregulering? Det er forældrene, der skal være barnets følelsesregulator, fordi en barnehjerne er umoden og først fuldt udviklet som 25-årig.
Har forældrene svært ved at regulere deres egne følelser, vil barnet også have det. Opvæksten handler om, at forældre lærer barnet at følelsesregulere, tage ansvar og navigere i livet. Hvis det ikke lærer det, kan barnet senere i livet blive meget overvældet over livets forventninger – og det kan udvikle sig til angst.
Få hjælp til arvelig angst i et sammensat træningsprogram
Den bedste hjælp til angst er efter min overbevisning gennem et sammensat træningsprogram, der består af flere evidensbaserede metoder:
- Meditation
- Mental træning
- Kognitiv terapi
- Neuroaffektiv psykologi
Det handler grundlæggende om, at du får hjælp til at rydde op i gamle traumer og blive klædt på med de rigtige værktøjer til at integrere nye stier i hjernen. Særligt gennem neuroaffektiv psykologi, der bygger bro mellem psykologi og hjerneforskning.
På den måde bliver du selvhjulpen – og har en fyldt værktøjskasse til at holde angsten væk resten af livet.